Selvom Tommy Lee Jones selv iklæder sig de gamle cowboystøvler i sin nye frontierfortælling, er han ikke filmens stjerne. Det er derimod Hilary Swank, der trækker læsset i ’The Homesman’.

Lee Jones’ furede ansigt er for mig stærkt forbundet med vindhekse og åbne horisonter. Efter kraftfulde skuespilpræstationer i barske præriefilm som ’The Missing’ (2003) og ’No Country for Old Men’ (2007) har han imidlertid valgt selv at hoppe i instruktørstolen for at bidrage med endnu en fortolkning af ekspansionsmytens dystre bagside. På baggrund af Glendon Swarthouts bestsellerklassiker ’The Homesman’ (1988) skaber han den omvendte frontiermyte, hvor vejen går mod øst, ikke vest, og hvor blikket vendes indad, ikke ud mod horisonten.

Fra vest til øst
På den vindblæste Nebraskaprærie er ensomhed og isolation grundvilkår. Da tre lokale kvinder på forskellig vis drives til vanvid af de hårde omstændigheder, påtager Mary Bee Cuddy (Hilary Swank) sig opgaven at bringe dem tilbage østpå til civilisationen i Iowa; en rejse der tager flere dødsensfarlige uger. Ved rejsens begyndelse redder hun slynglen George Briggs (Tommy Lee Jones), der er døden ved hængning nær. Til trods for sine forbryderiske tilbøjeligheder skal den aldrende bandit vise sig at være en nyttig følgesvend for Cuddy, og som rejsen skrider frem udvikler de to hovedpersoner et af den slags besynderlige forhold, der kun opstår på lange vandringer i ensomme grænselande.

Det kvindelige omdrejningspunkt
Selvom den westernvante Lee Jones selv træder i de gamle cowboystøvler i rollen som Briggs, er han ikke filmens egentlige stjerne. Den stærkeste præstation leveres utvivlsomt af Hilary Swank, der spiller den nævenyttige gammeljomfru Mary Bee Cuddy. Swank jonglerer på imponerende vis med en karakter, der på overfladen udstråler respektindgydende styrke og selvstændighed, men som i bund og grund drømmer om det konventionelle familieliv; en drøm, der forpurres af det egoistiske mandlige blik, der betragter hende som ”too bossy and plain as an old tin pail”. Briggs selv er en relativt interessant, men også ujævn, skikkelse, som filmen aldrig helt får skovlen under. Hans stærkeste øjeblikke opstår i sammenspillet med Cuddy, hvorfor det både går hårdt ud over ham som karakter og historien i det hele taget, når fortællingen på utraditionel vis beslutter sig for at skaffe sig af med Cuddy på halvvejen.

Selvom filmen utvivlsomt understreger Cuddys betydning ved hendes pludselige fravær, virker afskrivningen abrupt og irriterende. Derfra er det op til Briggs at bære en fortælling, der er lidt for tung til hans svage karakter. Resten af tiden pendler den forvirrede, ødelagte mand fra hævntogt til godhed til fuldskab til intethed. Og selvom denne sidste rodede rejse ikke er uinteressant og berettiges i sin funktion som ironisk slutnote, er filmens virkelige fascinationskraft for mig forsvundet. Den drev bort ved afskeden med Mary Bee Cuddy, hvis genfærd dog fortsat spøger gennem resten af fortællingen.

Spøgelser i lasten
Filmens og rejsens udgangspunkt er som sagt de tre kvinder, som Briggs og Cuddy skal redde fra det golde prærieland. De sindsforstyrrede kvinder er filmens tavse vidner på at lykken ikke på magisk vis opstår, når håbefulde og viljestærke mænd på familiens vegne beslutter at drage vestpå. Deres jammerlige tilstedeværelse punkterer utvivlsomt frontiermyten.

Selvom Swarthouts oprindelige værk ikke byder på nogen forklarende forhistorier, har filmens manuskriptforfattere valgt at inkludere en række flashbacks, der viser kvindernes vej til vanvid. Deraf opstår nogle af filmens stærkeste scener og en væsentlig nuancering af vanvidsportrættet, der dog efterfølgende bliver temmelig ensidigt. På rejsen reduceres kvinderne nemlig som Jane Eyres Bertha til handlingslammede genfærd, som man spærrer inde på loftet eller bag vogndørens slå. Den vanvittige kvindeskikkelse forbliver endnu engang et spøgelse i sin egen fortælling, og det selvom mange mener, at Tommy Lee Jones med ’The Homesman’ har skabt en feministisk western.

Det ærgrer mig, at kvinderne således formindskes til hule spøgelsessymboler frem for egentlige karakterer. Potentialet til mere ligger latent under overfladen og dukker kun op i få stærke glimt i form af pragtpræstationer fra Miranda Otto og danske Sonja Richter.

Den omvendte frontierfortælling
Den bitre smag, som filmens afslutning samt det skuffende vanvidsportræt efterlader, er dog langt fra nok til at afskrive ’The Homesman’ som et mislykket projekt. Det er langt hen ad vejen en gribende og udbytterig oplevelse at følge de tossede og de udstødte på deres vej tilbage mod østen. Lejlighedsvise sublime scener er nok til at gøre filmen til et mere end værdigt bekendtskab, der præsenterer en stærk og nuanceret kritik af det mandsdominerede samfund og den amerikanske ekspansionsmentalitet.

Filmens højdepunkter bliver som sagt leveret af Swanks karakter, der med lige dele sorg, omsorg og styrke er historiens menneskelige kerne. Med hende som omdrejningspunkt formår ’The Homesman’ faktisk at ruske op i de gamle genrekonventioner, også selvom manden stadig er hyrden, der leder sine kvindelige får mod sikkerhed. Til syvende og sidst kan man sige, at Lee Jones’ største bedrift i ’The Homesman’ er, at han, alt til trods, træder ærbødigt tilbage og lader Hilary Swank stjæle billedet – også når hun ikke er der.