Timothy Spalls præstation som den knurrende, spyttende og excentriske kunstmaler J.M.W. Turner er blot et af de mesterlige penselstrøg i denne nye biopic.  

Den impressionistiske landskabsmaler J.M.W. Turner, som levede fra 1775-1851, gjorde bestemt et afgørende indtryk på kunsthistorien. Hele livet var han optaget af sin kunst, og nød også en hel del anderkendelse og berømmelse, mens han levede.

I denne film af instruktøren Mike Leigh (‘Hemmeligheder og Løgne’, ‘Another Year’) skildres de sidste 25 år i malerens liv i England, hvor han rejser meget og arbejder hårdt på sine malerier. Vi følger ham gennem fornægtelsen af sine egne døtre, en vedvarende seksuel udnyttelse af husholdersken Hannah (Dorothy Atkins) og tabet af sin elskede far. Det er bestemt ikke alle som knuselsker hans talent, og vi oplever ham som et anarkistisk og skævt medlem af Royal Academy of Arts. Han vender sjælesmerterne indad og lader i stedet penslen tale for sig, hvilket gør ham utilnærmelig og ødelæggende for alle kønslige forhold. Det er dog kun indtil han møder enken Mrs. Booth (Marion Baily), som bliver det første menneske, han indleder et ægte, harmonisk forhold med. Forholdet holdes dog hemmeligt, men han lever inkognito sammen med Mrs. Booth indtil sin død, efter en længere sygdom og svagelighed, i Chelsea i 1851.

Det er en fuldt ud overbevisende og indlevende skuespilpræstation fra Timothy Spall, som portrætterer den excentriske og socialt handicappede kunstmaler. Den indbragte ham da også, helt fortjent, prisen som bedste mandlige skuespiller ved dette års Cannes-festival. Kønt er det dog hverken at se eller høre på, da maleren på frastødende vis gryntede, harkede og spyttede mere end han yndede at tale med ord.

Som publikum må man være forberedt på at holde et roligere åndedræt end til den almindelige biograffilm anno 2014(15). Filmen føles meget lang og tung, da det præ-industrielle tidsbillede, hvori filmes udspiller sig, bestemt også afspejles i dens langsomme fortælletempo. Filmen snegler sig af sted, men kryber efterhånden ind under huden, når man scene efter scene, i Spalls selskab, oplever den karikerede kunstners op- og nedture. Det er ikke en film som øjeblikligt tager publikum med storm, men derimod en af de slags, som vinder på instruktørens og skuespillerens dedikation til at formidle et menneskes ucharmerende virkelighed så virkelighedstro som muligt.

Noget af det allermest vellykkede ved filmen er den måde, hvorpå Leigh, sammen med fotografen Dick Pope, har givet malerens visioner et liv på filmlærredet. “The sun is God!” udbryder Mr. Turner, hvilket bestemt ses i de indtagende og gudesmukke tableauscener af de engelske landskaber. Filmen står tilbage som et portræt af en mand, som stod i dyb, paradoksal kontrast til sine bjergtagende, smukke værker. Den brænder sig fast, hvis man har overskud – for det skal man have.