Iskolde og grålige nuancer sætter rammen for den socialrealisme, der gennemsyrer det stormfulde, rå og korrupte samfund, vi er vidne til i samfundsfablen ’Leviathan’.

Den russiske vildmark
Instruktøren Andrey Zvyagintsev bevæger sig i sin seneste film helt ud i de yderste og mørkeste afkroge af den russiske provins på de stormfulde kyster af Kolahalvøn. En kraftig lydside og Anna Mass’ abrupte og slørende klipning indhyller filmen i en frygtindgydende stemning. En frygt der yderligere implementeres af filmens første billeder af Zvyagintsevs faste fotograf Mikhail Krichman, der viser naturens kræfter igennem rå klippeafsatser og et stormfuldt hav, der har efterladt brudne skibe og hvalskelletter langs Kolahalvønes kyster. Her ligger den lille fiskerlandsby, hvor den midaldrende Kolja (Alexei Serebriakov) bor.

Leviathan
Kolja lever lykkeligt gift med den unge Lilja (Elena Lyadova) i en knap så lykkelig familie med sin søn Roma (Sergey Pokhodaev) fra et tidligere ægteskab. Sammen bor de i det idylliske gamle familiehus, hvor Kolja driver et autoværksted, og Lilja arbejder med resten af landsbyens kvinder på fiskefabrikken. Idyllen brydes af landsbyens borgmester, Vadim (Roman Mydianov), der har udset sig Koljas hus som grund for et byggeprojekt i luksusklassen. Vadim er ikke blot en almindelig borgmester, men netop i hans iscenesættelse bringes filmens titel til live. Som borgmester besidder Vadim en position, hvor han er i stand til at udføre fuldstændig ubestridelig, gennemkorrumperede og usympatisk magt over landsbyens borgere. Fra idyl udfolder Koljas historie sig nu som en sand Job-fortælling, og den ene ulykke kommer ikke alene.

En tyran er skabt i form af Vadim, der bliver selveste personificeringen af kaosuhyret Leviathan fra det gamle testamente. Leviathan er, siden sin optræden i det gamle testamente, blevet en kær reference for demoraliserende og besidderiske magthavere, og om det selvportræt af Putin, der hænger over Vadims hoved på kontoret, er en ren tilfældighed, tvivler jeg på. Kritikken af russiske statsledere ekspliciteres yderligere, da Kolja og en flok venner er inviteret på fødselsdag i vildmarken. Her er det faste ritual kebab, vodka, bål og ukontrolleret skydning efter plakater af tidligere statsledere.

Ecce Homo
I takt med Koljas forfald stiger vodkaforbruget. Ulykkerne hagler ned over ham og på trods af hjælp fra sin kompetente Moskva-advokat-bror Dimitri (Vladimir Vdovichenkov), kan intet rense ham mod Vadims beskyldninger, og det lille samfund – inklusiv venner og familie – vender sig mod ham. Med et manuskript og en klipning ’fyldt’ med åbne pladser rejser filmen også tvivl om, hvorvidt Kolja egentlig er uskyldig.

Svøbt i bibelske referencer er endnu en historie om den lille mands ulige kamp mod styret blevet skabt. Filmen skal hyldes for et stærkt intertekstuelt og intelligent manuskript samt en både smuk og skræmmende billedside. Desværre er filmen lang og kedsommelig og en umotiveret affære, der virker påtaget for filmens handling, kaster unødig brænde på bålet. Men ‘Leviathan’s absolutte største tab er, at skuespillet ærligt talt ligner en karikatur af en mangategnefilm.