”This suicide is decided and carried out by myself. No one is to blame except the cruel person inside me. Forgive me” – Eik Skaløe, Indien, 15 oktober 1968.

Længe før Medina, Christopher og Rasmus Seebach var tænkt på, ændrede et enkelt band de unge danskeres musikforståelse. Steppeulvene udbredte med albummet ’Hip’ en helt ny lyd til den daværende danske ungdom. Det var lyden af kærlighed, forandring og stoffer, ”lyden” af sidst nævnte var eftersigende så voldsom at Metronome-studiet måtte lufte ud i flere dage. Bandets LP, som ikke var videre populær ved udgivelsen, skulle sidenhen vise sig at være en vaskeægte kult-udgivelse i dansk sammenhæng. Den fejl at jeg personligt ikke selv er vokset op med ’Steppeulvene’ skyldes vel til dels min fars hang til ’Thomas Helmig’ og min egen hang til den mørke grunge-genre, da jeg kan forstå at ”Itsi Bitsi tag med mig til Nepal” er en velkendt strofe i flere af mine kammeraters barndomshjem. Filmen ’Steppeulven’ tager dog ikke udgangspunkt i bandet som sådan, men mere i den ensomme steppeulv Eik’s korte, intense og spirituelle vandring gennem livet.

Vores første møde med steppeulven Eik Skaløe (Joachim Fjeldstrup) finder sted under en arrestation for ulovlig ophængning af advarende plakater om A-bomber i 1962. Til hans held og uheld møder han i arresten meningen med sit liv, Iben Nagel Rasmussen (Marie Tourell Søderberg). Eik og Iben bliver hovedkulds forelskede og sammen deler de idéer til forbedring af verden. I Eik har Iben fundet en drømmer, ikke nødvendigvis den typiske mangfoldige kærlige hippie, men en til tider kærligheds-egoist (efter hippie-standarder). Eik er poet og tænker store vævende tanker – både om verden og tankerne i sig selv. For at finde inspiration til sine skriverier, drager Eik med tommelens kraft alene til Paris. Da Iben senere tropper op med endnu en elsker og fortæller Eik, at han ikke kan eje hendes kærlighed, må Eik tilpasse sig den moderne kærlighedsopfattelse og leve derefter. Dette bliver det første egentlige skridt på den intense livsrejse, der finder sin ende ved grænsen mellem Pakistan og Indien i 1968, en rejse gennem kærlighed, stoffer, poesi, musik og indre dæmoner.

Kult-ikonet Eik
At Eik er ’Steppeulven’, som beskrives i Hermann Hesses roman fra 1927, vil ingen af filmens iagttagere betvivle. Dette formår instruktør Ole Christian Madsen at male med den bredeste pensel så selv den langsomste, stjålne VéloSoleX på molen kan være med. Når det er sagt giver Ole Christian Madsens ’Steppeulven’ et fremragende indblik i 60’ernes opgør med borgerlige normer og eksperimenter med stoffer. Filmens fortællerramme drives til dels af Joachim Fjeldstrup (Eik), der læser højt af virkelighedens Eik Skaløes uudgivede roman ’Bien’ (anagram for Iben). At filmen frit fortolker virkeligheden, kan man ikke klandre den noget for, Eik levede bestemt ikke noget farvefattigt liv, men en anelse kunstnerisk kulør må Ole Christian Madsen dog have lov at tilsætte. Dette gøres først og fremmest på en måde, hvor ’Steppeulven’ fremstår enormt tempofyldt, nærmest som en hyldest til det korte og intense liv Eik levede. Desværre virker det til tider som om at filmen har en smule for travlt og derfor mister fokus. ’Steppeulven’ vil både fokusere på den frie kærlighed, tosomhedens kærlighed, moderne stoffer, musikken, nye tankestrømninger, syretrip, borgerskabet og kultursammenstød. Alt dette er meget at presse ned i en film på lidt under to timers varighed og et større fokus på Eiks egentlige dæmoner savnes i filmen. Hvad afskyede han egentligt ved det moderne samfund? Hvorfor måtte han flygte fra det? Der måtte være andre grunde end blot hans simple ungdomsforelskelse i Iben?

Eik Skaløe spilles af spillefilmsdebuttanten Joachim Fjelstrup, at Joachim er en af Danmarks kommende talenter efterlader ’Steppeulven’ ingen tvivl om. Samtidigt er det dejligt at opleve Marie Tourell Søderberg (Iben) under andre vinger end Ole Bornedals. Hvad Ole Bornedal tog fra hende i udfoldelse, har Ole Christian Madsen formået at give hende tilbage. Steppeulven er alt i alt en velspillet film med en skøn dynamik, en særlig ros skal dog gives til Christian Gade Bjerrum for hans portræt af ”Hash-kongen”, Christian Arnø, som Eik møder på Athens tage.

’Steppeulven’ kan virke langsomt i optrækket, men er bestemt en tur i biografen værdig. Når først man som iagttager formår at se bort fra hippiernes halvidiotiske frihedstanker og blot ind i miljøet og tiden omkring Eik, sætter man pris på denne danske periodefilm. Desværre er filmen for lang tid om at komme rigtigt i gang, og når den først bliver medrivende slutter den. Har man stor basisviden om Eik Skaløes liv, er det forresten en nogenlunde god idé at lade noget af denne ligge derhjemme, ikke fordi filmen er upræcis, men ikke alle detaljer stemmer helt overens med virkelighedens forløb. Man kan også håbe at Skaløes tanker i ’Steppeulven’ rammer de yngre biografgængere, sandheden er, at en stor del af os unge formentligt burde tænke blot en anelse mere over vores vej gennem livet. Er der muligvis mere i livet end blot karriere, strandvej og Mercedes?

”Hvad skete der? Blev vi for gamle for hurtigt? Eller var vi for unge for længe?” – Eik Skaløe

https://www.youtube.com/watch?v=iiyJXMnQclk