Kunstner Margaret Keane har mere end en smule tilfælles med den fantasifulde instruktør, Tim Burton. De er begge dragede af det aparte, det udstødte og det eventyrlige og de besidder begge en udpræget barnlig fantasi, der afspejles i de fleste af deres værker. Derfor finder jeg det temmelig besynderligt, at Burtons biopic om Keane-fænomenet er den mest ”voksne” film, han har lavet i årevis. Hvorfor ikke trække på det kunstneriske slægtsskab? Og endnu vigtigere: hvor blev magien af, Burton?

Hvor skal vi hen, du?
Måske skyldes det, at jeg på grund af mit kendskab til Burton forventede noget helt andet, men jeg var i begyndelsen meget i tvivl om, hvad filmen egentlig ville.

Med en indledende voice-over, der lyder som Oompa Loompa-fortælleren fra Charlie og chokoladefabrikken, troede jeg kort, at Burton ville transformere Margarets historie til et komisk eventyr. Eventyrtrækkene dukker skam også op hist og her i løbet af filmen, som når Margaret (Amy Adams) sidder indespærret som en anden prinsesse i parrets store palæ, mens hendes mand, udyret Walter Keane (Christoph Waltz), er ude at hærge landet. Det eventyrlige holder sig dog for det meste på det sikre tematiske plan og bevæger sig sjældent op på det formelle.

Da filmens billedside imidlertid lægger ud med at vise et pastelfarvet rækkehuskvarter, håbede jeg faktisk en stund på en art ironisk forstadsfortælling a la Burtons tidligere dark romance-klassiker ‘Edward Saksehånd’. Filmens visuelle udtryk imiterer da også på sin vis den kitschede populærkunst, som den tematiserer: nemlig Margaret Keanes ikoniske Big eyes-malerier.

Ironi og humor viste sig dog hurtigt ikke at stå højt på instruktørens dagsorden. Den visuelle stil kan bedst karakteriseres som tæmmet og den narrative struktur er klassisk opbygget uden de store dikkedarer.

Based on a true story…
Fortællingen i sig selv byder såmænd på en masse interessant materiale. I centrum står Margaret Keane, fornemt portrætteret af Amy Adams, historiens mest interessante figur. Hvordan hun, som fraskilt kvinde i 1950ernes konservative USA, skal forsørge sin datter er ved filmens begyndelse hendes største bekymring. Hun har ingen joberfaring og den eneste indtægtskilde er de håndører, som hun får for sine storøjede portrætter.

Men alt løser sig tilsyneladende, da den bombastiske Walter Keane valser ind i billedet med lovning om at redde den stakkels kvinde i nød. Kærligheden samt den økonomiske stabilitet, som Walter bibringer, kommer dog til at koste Margaret dyrt på den kunstneriske såvel som den personlige front. Han begynder nemlig med stor succes at udgive hendes berømte ‘Big eyes’-malerier under eget navn med det dengang ret almindelige argument: ”Der er jo ingen, der vil købe kvindekunst”.

At han desuden viser sig at være ustabil på grænsen til det psykotiske er bare en ekstra streg i regningen. Og snart må Margaret kæmpe for at bryde ud af hans altomfavnende greb.

Lækkerierne stiller sig op på stribe i historien om det vanvittige kunstnerpar. Med næsten forbløffende samarbejdsvillighed fletter de personlige fortællinger sig sammen med de historiske perspektiver. Mens Walter som et andet pr-geni omformer kunstverdenen med masseproduktion og popkultur, gennemgår Margaret en feministisk odyssé fra underkuet porcelænsdukke til selvstændig kunstner. Materialet indkapsler dermed på flere områder den historiske omvæltning, der fandt sted fra halvtredserne til tresserne.

Glimt af Burton
Man kan derfor sagtens forstå, hvorfor Burton havde lyst til at sætte tænderne i materialet. Men hvorfor han ikke bider til, det begriber jeg ikke.

Den ellers så indbydende ”sande historie” er simpelthen ikke nok til at gøre en interessant Tim Burton-film. Kun glimtvis ser vi sande ”burtonske” teknikker som de store øjne, der følger en træt og paranoid Margaret på en tur gennem supermarkedet. Men som næsten eneste kreative indslag forbliver disse øjne, ligesom ironien og de eventyrlige elementer, mest af alt en påmindelse om, hvilken film Burton kunne have lavet: en film, der i højere grad kunne udviske grænser mellem det tematiske og det formelle, en film der insisterede på filmisk at levendegøre kunsten og ikke bare fortælle om den, og ikke mindst en film, der trak på det kreative slægtsskab de to kitschkunstnere imellem.

Et spark bagi
Interessant materiale eller ej; uden den kunstneriske vision forbliver ‘Big Eyes’ altså lidt en kedelig omgang, der kun ind imellem byder på interessante perspektiver.

To ud af de tre stjerner gives derfor primært til Amy Adams for hendes store længselsfulde øjne og bævende læbe, der utvivlsomt er filmens største fascinationskraft. Burton får en enkelt med på vejen som et spark bagi i håb om, at han næste gang trækker lidt flere kaniner op af hatten.

Måske skaden udredes med opfølgeren til ‘Alice i Eventyrland’, der nok kun (7, 9, 13) kan blive bedre end sin forgænger.