’Jeg er stadig Alice’ er ikke en storladen Hollywood-film, men en stille fortælling om noget så uhyggeligt normalt som Alzheimers sygdom. Julianne Moores prisvindende præstation skærer ind til benet og viser en kvinde, der skal lære at miste. Miste ord, færdigheder og minder.

Den succesfulde lingvistikprofessor Alice er netop fyldt 50 år, da hun begynder at glemme. Diagnosen bliver hurtigt stillet – det er ”early onset Alzheimers”. En sygdom uden kur og lange udsigter. Filmen rummer ingen vilde klimakser, konfrontationer eller forløsninger, men det er heller ikke meningen.

Det er en ærlig og oprigtig film. Kameraet bliver hovedsagligt på Alice, og publikum ser alle skridtene på vejen mod fuld demens. Når Alice har en episode bliver baggrunden sløret og lyden glider over i desorienterende dunken og rallende vejrtrækninger. Men kameraet er kompromisløst låst på Alice; selv i hendes mørkeste øjeblikke.

Familien står stærkt omkring Alice, men ingen er perfekt og med alle deres menneskelige fejl og mangler glider de ind og ud af filmen, som de gør i Alices liv og bevidsthed.

Dette er en film, der rammer hårdere på grund af ærligheden og villigheden til at se sygdommen i øjnene. Den anbefales hermed varmt af Nosferatus anmelder med 5 stjerner. Men filmen kræver noget af sit publikum. Det er ikke en hyggetur i biografen. Og husk popcorn til at absorbere tårerne, der uden tvivl kommer til at trille.