SPOILER alert: af gode grunde, så lad være med at læse anmeldelsen, hvis du ikke allerede har set og har intentioner om at se seriens første kapitel ’Divergent’.

Vi er tilbage i ’Divergent’-seriens dystopiske Chicago, hvor den divergerende Trish skyder sig vej ind i en ny revolution. Filmen starter et par dage eller uger efter forgængerens slutning, og Trish er på flugt fra den dominerende faktion ’’Erudite’’ ledet af en usædvanlig kedelig Kate Winslet i rollen som Jeanine. Faktionsløse, efter den første films eventyr, må Trish og hendes kæreste Four søge hjælp fra en usædvanlig flok.

Efter et sammenstød (læs: ualmindeligt mange, unødvendige dødsfald og ekstrem vold) med de faktionsløse smuglere, viser det sig, at Fours mor er leder af Chicagos undergrund. Fours usympatiske mor bliver mod deres vilje en nødvendig partner i revolutionen. Det er forresten Naomi Watts, der spiller mor til en karakter spillet af 31-årige Theo James.

MacGuffin it up!
Det klassiske filmtræk ’’MacGuffin’’ bliver selvfølgelig taget i brug, hvor et objekt tildeles altafgørende betydning for at drive plottet (tænk på den hellige gral i ’Indiana Jones and the Last Crusade’, den hellige gral i ’Monty Python and the Holy Grail’, den hellige gral i ’The Da Vinci Code’ eller limproppen i ’The Lego Movie’).

I ’Insurgent’s tilfælde er det en klods, som Trishs mor tilfældigvis havde, og som Trish tilfældigvis er den eneste, der kan åbne, og som tilfældigvis er i den onde Jeanines hænder. Det er rimeligt mange tilfældigheder, vi skal købe, men det adresserer de på Triers ’Nymphomaniac’-måde ved at lade en af karaktererne påpege, hvor usandsynligt det er. Problem solved. Klodsen indeholder en besked fra forfædrene, der oprettede Chicagos faktionssystem og er af ekstrem høj propagandaværdi.

The Statistically Improbable One
De heftige kampscener, hvor der både bliver skudt, blødt, snittet og slået, kan ikke redde ’Insurgent’ fra young adult-kategoriens forudsigelighed. Alt for mange gange tænker man: ’’Nå ja – ligesom i Harry Potter’’ Eller ’The Hunger Games’. Trish’s tilhængere bliver truet på livet, hvis ikke Trish overgiver sig. Og, nå ja, så går hun da den tunge vej til den sikre død (men hun glemte jo, at fortælle Neville, hvordan han slår Nagini ihjel?). Og Trish er pint af sine handlinger i forrige film, hvor hun dræbte Will (som vi ellers er lidt ligeglade med), men Peeta kommer ikke og trøster hende.

Heldigvis træder denne serie let og elegant uden om det obligatoriske trekantsdrama – team Jacob/team Edward, team Stefan/team Damon, team Kristoff/team Hans/team Olaf. Og de undgår også en af de værste Hollywoodfælder, hvor en af de gode skåner den voldelige sociopat, som han/hun lige har overvundet og derved sætter sig selv op til endnu en livstruende kamp. Især et tilfælde i ‘Insurgent’ gør kort proces af sagen og skyder the baddie i hovedet. Og karaktererne bløder rent faktisk i denne film (looking at you, Jackson).

3D-døden
En Hollywoodfælde, som ’Insurgent’ dog falder godt og grundigt i, er 3D-døden. Ikke på et eneste tidspunkt lader det til, at de har filmet for 3Ds skyld. Selv i de ’Divergent’-obligatoriske simulationssekvenser (hvor personer testes Matrix-style i deres evner) giver 3D ikke pote. De vildeste effekter er i starten af filmen, hvor logoerne af produktionsselskaberne er animerede, hvilket er ekstremt sørgeligt, da filmen ellers har gang i noget vildt CGI til de vigtige simulationssekvenser.

En enkelt gang var det ved at blive spændende, da jeg troede, at vi fik lov til at se en PG-13-version af en noget-der-ligner-sex-scene. Det har jeg ikke set i 3D før (’Avatar’s halefletteri tæller ligesom bare ikke). Men nej – cut to black. Hvilket er ærgerligt, siden seriens første film brugte halvanden time på bare at lave et setup til, at Four skulle tage sin trøje af. Men på den anden side en lettelse, da det kunne være blevet godt og grundigt tåkrummende, når man fra første film ved, at en af Trish’s største frygter er at blive voldtaget af sin kæreste (hvilket – for at gøre det endnu mere underligt – Four godt ved, da han kunne se Trish’s simulation, men aldrig har adresseret det).

Mellemste barn-syndrom
’Insurgent’ lider under en tomgang, der generelt karakteriserer trilogiernes mellemste barn. Og endnu engang får de en streg i bogen for at have delt den sidste bog ’Allegiant’ op i to dele. Med ’The Hunger Games’-seriens forfærdelige treer i baghovedet frygter jeg for ’Allegiant, del 1’.

Og dog – med alle dens overtrædelser af mine personlige Hollywood-don’ts – så underholdt ’Insurgent’ mig. Og jeg er sikker på, at den nok skal tilfredsstille de glubske, kåde og frygtindgydende tweenagepiger, som den trods alt er lavet til. Så ’Insurgent’ får tre stjerner, selv om jeg langt fra er tilfreds med den. Men det er nok også fordi, jeg er divergent. Det sagde ’Vi Unge’-quizzen i hvert fald.