District 9 har en af de mere interessante præmisser set i nyere tid: Hvordan ville verden reagere på på en invasion fra rummet, hvis invasionen bestod af smådumme, dovne rumvæsener, som tilsyneladende er strandet på jorden? Set igennem hele verdens øjne i dokumentar-agtige optagelser og interviews med forskellige eksperter bliver fænomenet forklaret og overfladisk undersøgt i åbningen på District 9. I stil minder det meget om Ricky Gervais og Stephen Merchants ”The Office”, mens handlingen naturligvis er pumpet op til sommerfilms-niveau, her er det ikke simpel kontormentalitet som bliver undersøgt, men storstilet (opdigtet) verdenshistorie.
Rumvæsenerne er mystiske og banalt almindelige på en gang, og det er svært at huske en lignende repræsentation af E.T.s i nyere tid. Det menneskelige samfund med alt dets fejl og mangler er naturligvis ikke udstyret med de rigtige værktøjer til at håndtere den nye tilstedeværelse, og væsenerne bliver mere eller mindre anbragt i lukkede områder, hvor kriminalitet, afhængighed og junglelov snart hersker. Glemte jeg at fortælle at de landede i Johannesburg i Sydafrika? Lignelserne til apartheid er både tydelige og underspillede i District 9, næsten for underspillede. For det ville være interessant at kigge nærmere på fænomenet, men denne øvelse bliver sat i baggrunden, for lidt amerikansk ramasjang og bulderbrag.
På trods af den friske præmis og den overraskende stil, ender District 9 som alle sine konkurrenter i disse måneder, med at stå og falde med sin æstetik. Når folk og rumvæsener stopper med at tale og starter med at skyde, er det eneste man som publikum kan håbe på, at de skyder med pæne ting, lærredet bliver fyldt interessant ud og lyden er tilpasset det menneskelige øre, så man kan havde det behageligt med at se alting blive ødelagt og sprængt i luften. Og District 9 leverer ganske udmærket i den afdeling, førstegangsinstruktøren som er vant til reklamefilm, udviser ganske stor sikkerhed i sin geografi og spændingsopbygning, omend historien er noget forudsigelig. Actionscenerne er ikke nyskabende, men de er i det mindste solide og vidner om godt håndværk.
De visuelle effekter er rigtig gode, rumvæsenerne er troværdige og engagerende, og alt det sædvanlige sci-fi tech er pænt og sjovt. Der er mange små idéer i District 9 som bliver kastet rundt oveni hinanden, og man skal følge godt med for at tage det hele med sig ud igen, for tempoet er ganske højt – heldigvis, for bomber skal jo helst sprænge i luften for at være spændende, når nu man er lidt ligeglad med hvem de rammer. Musikken er desværre rigtig dårlig og kedelig. Skuespillet er helt klart i den gode ende af skalaen, både fra menneskene og computerdyrene, hvoraf nogle ender med at være mere sympatiske og engagerende end de rigtige mennesker, meget i stil med Peter Jackson’s King Kong, og det er da også hans legetøjsfabrik WETA som har leveret ydelser til District 9, som Jackson også har produceret.
Sammenlignet med sommersprængstoffet som fylder sale overalt i landet vinder District 9 klart, idet der er lagt tanke i filmen, og det som omhandles er interessant. Filmens eneste problem er måske at den lover mere end den holder i den afdeling, at dele af publikum vil føle af det mest interessante ikke fik tid nok, fordi vi skulle nå actionscenerne. District 9 er en actionfilm først og fremmest, og en udmærket en af slagsen, bygget på et solidt fundament, og det skal man ikke kimse af, især i august.
Henrik er lavet af bulgur.