For syvende gang spænder Walker, Diesel og co. sikkerhedsselen og hamrer speederen i bund. Det er åndssvag action lige på og hårdt, men heldigvis er bilerne stadig omdrejningspunktet for det hele.
Blikket er stålsat. Hænderne holder så hårdt om rattet, at knoerne bliver hvide. Venstre fod banker koblingen i bund, mens højre hånd sætter bilen i første gear. Højre fod trykker på speederen, så omdrejningstællerens nål racer mod det røde felt så hurtigt, at det får kameraet til at dirre og udstødningsrørene til at vræle. Adrenalin og hjertebanken. Koblingen slippes, og hundredevis af hestekræfter flår bagdækkene rundt i en røgsky.
Kan du dufte det brændte gummi? Det er bilporno, det er smukt, og det er ur-scenen i ’Fast & Furious’-serien, som er tilbage med syvende, men vist nok ikke sidste, installment.
Jeg har svært ved at forklare handlingen, så her er i stedet en håndfuld stikord: Hævn, noget med en hacker, top secret government agency, noget med ‘Guds øje’ (et altseende overvågningsprogram), internationalt eftersøgte terrorister og hævn. Det er klicheer smurt oven på klicheer, som Nutella oven på smør.
Oven i købet er dialogen tynd som Doms obligatoriske Corona. På et tidspunkt bliver Dom spurgt, hvad han vil gøre ved ham skurken, når han får fat i ham. Svar: ”The words to describe that haven’t even been made up yet.” Ha! Vi er løbet tør for one-liners, så find på din egen. Det er da fed selvironi – eller en doven manuskriptforfatter.
Det lyder som en ganske forfærdelig actionfilm. Men det er det ikke, det er en fantastisk actionfilm. Pointen er, at plottet mere eller mindre er ligegyldigt. Det er generisk og blot til for at skabe set-ups, der tillader, at en ombygget Charger køres ud over en skrænt i Aserbajdsjan for fuld smadder, at en Lykan HyperSport får lov til at svæve mellem højhuse i Abu Dhabi, at stramme damer kan sparke røv i stilletter, og at The Rock kan flexe gipsen af egen brækkede arm!
Det hele er som én stor velkomponeret fantasi. Som var et barns vilde leg med Hot Wheels blevet til virkelighed.
Stjerner med frisk gummi
Rollelisten tæller mange kendte navne, ikke mindst nu afdøde Paul Walker, men det er ikke her, du finder de egentlige stjerner. Plakaten lyver ikke: En amerikansk muskelbil med kromfælge fylder næsten hele billedet. Den tårner over skuespillerne, der er forvist til baggrunden. De er nærmest kun statister, der er nødvendige for at slippe bilernes vildskab fri.
Det er nemlig den fetichistiske kærlighed til biler, der er krumtappen i Furious-universet. Om der køres quarter-miles i LA eller driftes i en parkeringskælder i Tokyo er underordnet. Alt fra old-school amerikanske muskelbiler til sportsvogne i millionklassen bliver fotograferet nidkært og smukt. Et tracking shot af fire biler i kortege på en snoet bjergvej i Kaukasus, eller nærbilleder af krom, lak og enorme bremseskiver – bilerne er altid sexede og potente.
Der er kommet mange flere eksplosioner og krudt og kugler til siden den første film fra 2001, og plottene er blevet mere og mere vanvittige. Det er efter min mening en forkert retning at gå, men naturligt nok, når man ser på udviklingen i budgetterne: $38 mio. for den første film til $250 mio. for den syvende.
Men ’Fast & Furious 7’ er stadig først og fremmest bilporno fra øverste skuffe. Så for min skyld kan Universal blive ved med at spytte sequences ud, så længe det skal være. Bare bilerne fortsat får lov at være stjerner, og bare der fortsat er masser af hurtige gearskift og så meget dækrøg, at det næsten kan duftes i biografmørket.