Til trods for flittig farveleg får Phillip Noyce ikke malet alle nuancerne frem i sci-fieventyret ‘The Giver’. Ikke desto mindre byder filmen på flotte billeder og spændende tankespind.

Undrende kigger Jonas op på de små, hvide fnug, der falder ned fra himlen. De føles mærkeligt kolde mod hans nøgne ansigtshud. Da han igen vender blikket mod jorden, får han øje på en underligt udskåret træting. En slæde tænker han, uden at vide hvorfor og uden nogensinde at have set noget lignende før. Med en art impulsiv sikkerhed sætter han sig på slæden og fyger gennem den nye fortryllende, hvide verden.

Da farten tager af, ænser han en dæmpet lyd i det fjerne. Lyden kommer inde fra en lille bygning, der ikke ligner de standardiserede beboelser, som Jonas kender hjemmefra. Det her er noget andet. Det er et hus, eller nærmere, et hjem, og i dette hjem står en en lille familie og.. synger.

Jeg har ikke læst Lois Lawrys ‘The Giver’, men omtrent sådan her kunne en passage fra bogen måske lyde. Det er i hvert fald sådan, Jonas’ første møde med en svunden virkelighed præsenteres i den nye filmatisering.

Som udvalgt til vogter af samfundets minder kommer den 16-årige dreng i lære hos Giveren (Jeff Bridges), der som den eneste anden har adgang til fortidens tanker og følelser. Her lærer han, at der engang fandtes en farverig verden, hvor kærlighed såvel som smerte var almene levevilkår. Denne verden ligger fjernt fra hans nutidige, trygge isolationssamfund, hvor behagelige følelser og sproglig akkuratesse sætter dagsordenen.

Med nyåbnede øjne beslutter han sig imidlertid for endelig at nedbryde den beskyttende mur, der holder alle de farlige følelser som kærlighed, smerte og sorg på sikker afstand fra menneskene. Det er på tide (bogstaveligt talt) at byde farverne velkommen tilbage til den sorthvide polerede hverdag.

En klassisk indvielsesfortælling
‘The Giver’ køres i stilling i rækken af sci-fi-fortællinger, der tematiserer en nødvendig opvågnen fra behagelig uskyld til smertefuld vished – en klassisk indvielseshistorie, sat på spidsen, sådan som genren har for vane. Denne opvågnen formidler instruktør Phillip Noyce med sikker hånd og smukke billeder.

I takt med Jonas’ erkendelser får den sorthvide virkelighed langsomt farverne tilbage. Den sorthvide orden stillet op mod de ukontrollerbare farverige billeder skaber lækker kontrast.

Med ‘minderne’ viser Noyce, at han er opmærksom på filmmediets forcer. Forskellige genrer såsom reportageklip, dyredokumentar og rystende krigsbilleder bruges behændigt til at vise den mangefacetterede og ‘rystende’ virkelighed, som vi blandt publikum dagligt udsættes for, men som Jonas i sit afskærmede fremtidsscenarium bevidner for første gang.

Historien opsætter spændende præmisser og forklarer grundigt og selvsikkert sit udgangspunkt og sin udvikling. Ligeså selvsikker fremstår Jonas i sit valg om at lade folket ‘se dagens lys’ og ubetinget byde farverne velkommen tilbage. Det er nemt at følge med og der er rigelig visuel grund til at nyde turen.

En behagelig tur
I det hele taget er rejsen ved Jonas’ side dog en gennemgående behagelig oplevelse. Måske for behagelig. Til trods for de alvorlige dilemmaer, der faktisk præsenteres, skinner filmens utildækkede livsglæde lidt for tydeligt igennem den glatte fortællestil. Smerten, det nødvendige onde og kærlighedens skyggeside, rammer måske nok Jonas selv, da han for første gang præsenteres for begreber som ‘krig’ og ‘død’. Men det gjorde aldrig rigtig ondt på mig, der forblev lidt for beskyttet i mit behagelige biografsæde. Jeg savner derfor, til trods for smukke farveeksplosioner, at filmen havde bestræbt sig mere på de mørkere farvenuancer.

Til gengæld opstod glimtvise smukke øjeblikke i filmens ubetingede hyldest til kærligheden. Og den unge Brenton Thwaites giver den da også alt hvad han har for at formidle sine mange nye følelser. Han gør, ligesom filmens andre skuespillere, et fint stykke arbejde.

Lader man sig ikke skræmme af velbehag og en smule sukkersødme, er der derfor stadig en rigtig fin (og ikke mindst flot) fortælling at hente hos ‘The Giver’. Især for de, der ligesom jeg selv, trods alt ikke kan få nok af tankespind og fremtidsscenarier.