Lørdag d. 18/4. Solen skinner og indre København er proppet til bristepunktet med mennesker. Et CPH PIX-banner er spændt tværs over strøget ved dets indgang til rådhuspladsen. Under det, på gaden, fusioneres asiatiske turister med selfiestænger, gademusikanter, hjemløse og almindelige mennesker på shoppetur til en stor broget masse. Tempoet er for det meste højt, og folk har tilsyneladende travlt med at komme derhen, hvor de nu engang skal. Jeg selv dasker hen ad strøget på min vej til Grand teatret; her befaler mit ambitiøse program mig at tilbringe elleve timer med at se fem film, alene og skærmet fra sollyset.

‘Pasolini’ – kl. 14.40
En relativt stor flok mennesker kan stadig ikke finde deres pladser, et kvarter efter filmen er startet. De larmer, og en af dem lyser mig ved et uheld i hovedet med sin Iphonelommelygte. Da han endelig finder et sted at sidde, hævner jeg mig ved at sidde stille i mørket og stirre ondt på hans baghoved.

Menneskene, der ikke kunne finde deres pladser, skulle dog vise sig at være det mest mindeværdige ved hele filmoplevelsen. Filmen er en genfortælling af den italienske instruktør Pablo Pasolinis sidste dage. Willem Dafoe er overraskende kedelig som den kontroversielle kunstner. Det er dog ikke rigtigt Dafoes skyld, eftersom manuskriptet intet giver ham at arbejde med. Pasolini karakteriseres nemlig primært igennem uinteressante monologer om, hvad hans film egentlig handler om. Willem Dafoe taler amerikansk engelsk, alle der snakker med ham taler engelsk med italiensk accent, og alle der ikke er i hans umiddelbare nærhed taler italiensk. Frustrerende og fremmedgørende. Man undrer sig over castingen af en amerikansk Hollywoodstjerne i hovedrollen, når intentionen tydeligvis har været at lave en seriøs italiensk kunstfilm.

‘A Little Chaos’ – kl. 16.40
1700-tallets Frankrig: I en verden domineret af rige mænd, forsøger en fattig kvindelig landskabsarkitekt, spillet af Kate Winslet, mod alle odds at færdiggøre en udendørs balsal i de storslåede haver i Versaille. Heldigvis får hun hjælp og støtte af en anerkendt, men enigmatisk landskabsarkitekt, der desværre er gift med en ond og bedragerisk kvinde.

Skabelonagtigt og meget forudseelig er ‘A Little Chaos’ en af de mest ligegyldige film, jeg har set på CHP PIX.

‘Listen Up Phillip’ – kl. 19.00
Effekten af at have set film i godt og vel fire timer kan nu mærkes. Mit hoved føles tungt og tåget, og jeg giver mig selv en lussing foran spejlet på Grands WC for at holde mig fokuseret. En mand ved pissoiret kigger mærkeligt på mig. Tre film igen…

‘Listen Up Phillip’ er en sjov lille film om en arrogant ung forfatter, hans kæreste og hans aldrende forfatteridol. Kendte ansigter som Jason Schwartzman, Jonathan Pryce og Elisabeth Moss sørger for at skuespillet holder et højt niveau, og at den kække offbeat humor leveres skarpt og dristigt. En fin lille film.

En dame, der sidder en, to pladser til højre for mig i biografen, er forkølet og pudser med jævne mellemrum næse under hele forestillingen. Jeg tæller i stilhed antallet af snotklude: Otte.

‘As We Were Dreaming’ – kl. 21.30
I et forsøg på at holde mit blodsukker oppe køber jeg en pose lakridser; jeg spiser dem for hurtigt og får ondt i maven. På trods af mavesmerterne er filmoplevelsen rigtig god. ‘As We Were Dreaming’ handler om en flok utilpassede teenagere i den østlige del af det nyligt genforenede Tyskland. I mangel på noget andet meningsfuldt at lave forsøger de at køre et undergrundsdiskotek. De kommer dog hurtigt i problemer med både stoffer og nynazister. Et følt ungdomsdrama der giver et både interessant og ægte billede af de sociale problemer i det, der engang var DDR. Sandsynligvis den bedste film jeg så den dag.

‘Over Your Dead Body’ – kl. 23.45
Japansk gyserfilm. Jeg er så træt og ør i hovedet, at jeg aldrig rigtigt når at forstå, hvad der foregår i filmens først akt. Det er noget med en teaterforestilling og en uhyggelige babydukke, der græder. Men da jeg i andet akt ser den mandlige hovedperson skvatte i blodet fra sin kærestes fejlslagende hjemmeabort, presses tankerne om søvn og stilhed tilbage i baghovedet, og filmen fanger mig. Jeg forskrækkes, hviner, holder mig for øjnene, men griner også af et par ufrivilligt komiske special effects. ‘Over Your Dead Body’ kan klart anbefales til horrorfans og mennesker, der gerne vil have afprøvet deres grænser.

Omkring klokken halv 2 vælter jeg forvirret ud af Grand. Jeg tager omtumlet S-toget hjem.  Mine naboer larmer, og jeg sover først langt tid efter, at jeg er kommet hjem.