Marvels univers vokser og vokser, men den nye Avengers-film slår fast, at den bedste action kommer, når så mange superhelte som muligt står sammen for at redde dagen.
Denne gang er faren stort set selvforskyldt. Tony Stark får mulighed for at bygge en kunstig intelligens, Ultron, der kan forsvare jorden med alverdens trusler. Det lykkes. Og så har du formentlig allerede gættet, hvad der sker: Ultron bliver autonom og vender sig mod sin herre.
Så the Avengers må samles og redde verden nok en gang. Lad dem endelig – det giver en uimodståelig og udefinerbar tilfredsstillelse at se guder, jernmænd og en vred grøn kæmpe tæske løs på onde robotter.
Men Ultron og hans kumpaner går ikke bare efter the Avengers med rå muskelkraft. De tvinger også heltene til at kæmpe med indre dæmoner. Det giver fortællingen et ekstra lag, og det fungerer som et godt afbræk fra de rigelige mængder action, der nogle gange giver et indtryk af, at man ser ind i en tørretumbler, der kører på højest mulige centrifugeringsprogram. Rundt og rundt og rundt i en rasende fart, så det bliver svært at holde styr på, hvem der er egentlig banker hvem. En tendens som 3D-formatet absolut ikke gør mindre.
Den er også sjov. Selvfølgelig på amerikansk PG-13-maner, hvor alle kan være med. Men der er ikke en finger at sætte på timingen. Midt i kampens hede kan Hawkeye (Jeremy Renner) for eksempel godt se, at det er egentlig er ret fjollet, at han render rundt med bue og pil, når han er på hold med Iron Man, Hulk og tordenguden Thor.
Eller en lille perle af en scene, hvor the Avengers en efter en forsøger at løfte Thors hammer.
Det fungerer alt sammen, fordi det er dygtige skuespillere, der ikke kun har fysisk statur til at spille superhelte, men også kan, ja, spille skuespil, og vise, hvor meget der egentlig foregår inde bag de skinnende dragter. Særligt Scarlett Johansson mestrer at være både hårdtslående og skrøbelig som Black Widow.
Blurred lines
Det eneste problem, jeg har, er formatet. Og det kan på ingen måde udelukkes, at det problem bunder i min fysik, men jeg har endnu til gode at se en film i 3D-formatet uden at få en smule ondt i hovedet.
Samtidig synes jeg, at konturerne ofte er slørede, som når et billede ikke er helt i fokus. Desuden fremstår nogle af de svagt belyste scener simpelthen for mørke. Om det skyldes 3D-formatet kan jeg ikke være sikker på, men min fornemmelse siger ja.
CinemaxX’ nye IMAX-sal var ikke blevet klar til pressevisningen, så jeg kan ikke sige, om det gør en forskel at se den i 3D-IMAX.
Det er altid ærgerligt, når teknikken kommer til at stå lidt i vejen for filmoplevelsen. Men alt taget i betragtning er det stadig en fed, flot og forførende biografoplevelse.
Avengers er uden tvivl kronjuvelen i Marvels voksende filmiske skatkammer.