‘The Loft’ er en erotisk ‘whodunit’-thriller med så usympatiske karakterer, at det ikke gør noget, at plottet er kedeligt, fordi du er ligeglad med hvem, der gjorde hvad.

Hvis du er rigtig mand, så har du altid ønsket dig en hemmelig hybel, hvor du kan bedrive hor i fred og ro. For det er sådan noget, alle mænd i hvert fald har lidt lyst til.

Det er præmissen i denne erotiske thriller, der hverken er sexet eller spændende.

Fem succesfulde mænd – fire model-typer med permanente tre-dages-skæg plus en enkelt overvægtig med permanent tre-dages-skæg – er gået sammen om at købe en lejlighed, fordi de godt kan lide at bolle uden om. Og det er bare så træls, når konen finder ud af, at man er utro på grund af uforklarlige poster på kontoudtoget. Så er det altså nemmere med en hemmelig delelejlighed, hvor der kan knaldes i fred (fordi det åbenbart er mindre suspekt med én stor uforklarlig post på kontoudtoget).

Fed fidus, indtil der en morgen ligger en blond skønhed i en pøl af blod, lænket til sengegærdet. En af de fem er gået over stregen, og alle er mistænkte.

Mænd er nogle svin
Men før det viser sig, hvem der har blod på lemmerne, skal vi grueligt meget igennem.

Især de entydige karakterer er irriterende. Mændene er liderlige uden overhovedet at være lidenskabelige. Kvinderne kan deles ind i to kategorier: Hustruer, der alle er brunetter og generelt er nogle sure mokker, og elskerinder, der som tommelfingerregel er blondiner, og som helt sikkert er emotionelt ustabile.

Specielt Eric Stonestreet er på en utaknemmelig opgave som Marty. Ham den tykke der aldrig kan finde ud af, hvornår han har fået for meget at drikke, og som altid er vulgær: “Hvorfor inviterer du den tykke pige herover? Hun skræmmer alle de pæne væk.” Det hele er gennemsyret af en lavpandet, plat og flere gange decideret kvindefjendsk tone.

De fem mænd er på hver deres måde så ulækre og usympatiske, at jeg flere gange tog mig selv i at håbe, at de fem bros ville blive enige om, at den bedste løsning ville være at skille sig af med liget, blive skilt fra konerne og flytte ind i lejligheden sammen.

Det sker ikke. Øv. I stedet krydsklippes der mellem den stadig mere paranoide situation i lejligheden, et afhøringslokale og en række flashbacks, der leder op til den prekære situation.

Men på trods af de mange flashbacks, er der stort set ingen forhistorie. Og med en mildest talt dysfunktionel gruppedynamik, er det et under, at de fem overhovedet er blevet venner. Måske fordi ingen andre mænd kan holde dem ud?

Whodunit? Who cares
Det er jo ikke fordi moralsk anløbne mænd ikke er et godt emne. Der er kommet fantastiske fortællinger ud at se ind bag sådanne mænds glatte facader. Og et ukronologisk plot kan kaste mange overraskelser af sig.

Men det fungerer ikke, når plottet er lige så ‘overraskende’ som karakterne er ‘dybe’. Så er det ikke bare kedeligt, men uudholdeligt. Endnu et tvist? Nå. Var det klam fyr nr. 2 og ikke klam fyr nr. 1, der gjorde det? Who gives a fuck.

Når jeg skal anmelde en film, som jeg på ingen måde bryder mig om, prøver jeg altid at lede efter formildende omstændigheder. Som madanmelderen, der får serveret et miserabelt måltid, men som trods alt stadig kan fremhæve, at bøffen er saltet til UG.

Er den i det mindste flot fotograferet, spørger jeg mig selv. Er der ikke en af skuespillerne, der fortjener ros? Er der et originalt plottvist? For der er som regel et eller andet, der trækker i en anden retning end helhedsindtrykket. Men med ‘The Loft’ er jeg blank. Den er bare lummer og ligegyldig.

Men jeg har da lært, at det ikke altid er en god idé med en hemmelig bolle-lejlighed. Satans også.