Mad Max: Fury Road’ er muligvis en af årets mest ventede film. Den er med sikkerhed en af årets mest vanvittige.

”My world is fire and blood,” brummer Max Rockatansky (Tom Hardy), mens han skuer ud over den golde ørken, der er hans hjem. Det er næsten en slags invitation. Følg med, og jeg skal vise dig det.

For pokker, hvor han dog har ret. Efter 120 minutter i selskab med Mad Max er der ingen tvivl om, at hans verden er ild og blod. Og rock’n’roll, dødsakrobatik og vanvid.

Det er 30 år siden den ensomme post-apokalyptiske cowboy sidst rullede mod horisonten i instruktør George Millers univers. Og hvilket univers, Miller har skabt for Max at vende tilbage til. En uendelig ørken af farvemættet, orange sand, der står i kontrast til en skyfri, lyseblå himmel. Alt tegn på liv er væk, der er ingen træer eller andre pejlemærker. Det er ufatteligt smukt og fjendtligt på samme tid.

Det er i dette ubarmhjertige landskab, at Max i åbningsscenen bliver taget til fange af en flok anæmiske ’War Boys’. De lystrer den monstrøse despot Immortan Joe (Hugh Keays-Byrne), der har magt, fordi han er den eneste, der stadig har adgang til vand.

Blodbank på flugt
Max er tiltænkt et liv som levende blodbank i fangenskab, men får muligheden for flugt, da Immortan Joe sender Imperator Furiosa (Charlize Theron) på en mission for at bytte vand til ammunition og benzin hos andre stammer. Det bliver starten på en biljagt, som fortsætter stort set uafbrudt til sidste frame.

Furiosa har nemlig ingen planer om at vende tilbage til Joes kongedømme. For i lastrummet af hendes ’War Rig’ gemmer hun fem af Joes bedste ’breeders’, som hun har befriet, og som hun ikke agter at lade ham få fat på igen.

Klipningen er brutal, tempoet er voldsomt, kreativiteten er enorm – både den, der finder sted bag kameraet, og den krigsdrengene benytter sig af, når de forsøger at stoppe Furiosa og Max. Det er virkelig, virkelig underholdene.

Og ovenikøbet er det slet ikke så tomhjernet, som det lyder. For selv om Millers sci-fi-univers er absurd, er det ikke svært at forestille sig, at civilisationens undergang ikke bliver horder af invaderende aliens eller intelligente robotter, men den banalitet, at vi har enormt svært ved at indse, at vi ikke kan blive mætte af olie. Og er det eneste, der holder os fra at opføre os middelalderligt ikke, at der er mad nok til de fleste nu om dage?

Det er selvsagt ikke en intellektuel film, men den har langt mere kant end andre af tidens hæsblæsende action-produktioner som for eksempel ’Fast & Furious 7’. Miller bringer også en nærmest feministisk stamme ind i tredje akt, og filmen består nemt Bechdel-testen.

Den stille hævner
Det trækker lidt ned, at der stort set ikke er nogen udvikling af Max’ karakter gennem filmen. Godt nok er Tom Hardy dygtig til at bruge sin fysik og lade handlinger tale, men jeg vil alligevel gerne vide lidt mere om, hvad der foregår inde i hovedet på det sårede dyr, der kæmper for at holde den sidste glød af menneskelighed i live.

Therons Furiosa er mere menneske, men endnu mere desperat. Frygtindgydende er hun også, med kulsort pande, karseklip og metalarm. Som titelrolleindehaver er Tom Hardy nærmest selvskrevet, hvis Miller får lov at lave flere film. Men jeg håber, at også Theron får lyst til at tage en tur gennem galskabens ørken igen.

’Mad Max: Fury Road’ føles som om den er skabt af en visionær instruktør, der har fået $150 mio. stukket i hånden, er taget ud i ørkenen med en håndfuld kapable skuespillere, et sindssygt dygtigt stunthold og en ferm fotograf, og så bare har ladet kreativitet, fantasi og talent få frit spil.

Det er sådan set også det, der er tilfældet. Det er på alle måder ventetiden værd.