Denis Villeneuve inviterer i ”Enemy” publikum til at samle brikkerne omkring et dobbeltgænger plot, der slet ikke er så ligetil, som det først udgiver sig for.

Adam Bell (Jake Gyllenhaal) er en tør og halvlurvet historielærer, der får dagene til at gå med gang på gang at undervise middelmådige elever om Hegel og Marx. Da han en aften lejer en videofilm, opdager han, at en af statisterne ligner ham på en prik. Da han beslutter sig for at finde denne dobbeltgænger, vendes hele hans verden på hovedet.

Kaos er orden, som endnu ikke er blevet tydet
Adams dobbeltgænger Anthony (Jake Gyllenhaal) er hans diametrale modsætning, succesfuld, karismatisk, udfarende og aggressiv. Og så er det store spørgsmål jo: Er de tvillinger separeret ved fødslen? Findes der dobbeltgængere i verden? Eller er de måske den samme person? Hele filmen bliver et puslespil for publikum. I starten virker det hele meget klart, men som filmen skrider frem smelter de to karakterers liv sammen – og så er man pludselig ikke så sikker på noget som helst mere. Denis Villeneauve spinder et narrativt væv af hints for publikum. Det er forvirrende, men også utrolig fængende i samme stil som David Lynch eller David Cronenberg, der også før har arbejdet med det skrækromantiske dobbeltgængertema. Dog mangler Villeneuves version den mesterlige afslutningsteknik, som de to andre besidder. Filmen mangler på en måde substans og klarhed – specielt i slutningen. Men samtidig er det fedt at få lov skabe sin egen fortolkning og ikke blive overbelæsset med eksposition.

Metropolis i solen
Det hele foregår i solbeskinnede Toronto, der på en både fremkalder associationer til plakaten for Fritz Langs ”Metropolis” (1927), men bizart nok også lækre DR K dokumentarer om højhusarkitektur. Akkompagneret af at hvinende og skærende violiner, bliver byen trods sol og lækre huse til et hypnotisk og surreelt sted. Filmen er utrolig cinematisk dragende, og det er en kvalitet, som Vielleneuve meget gerne må bringe til den nye opfølger til ”Blade Runner”, som han står til at instruere.

Gyllenhaal er dobbelt så god
Filmen er virklig er showpiece for Gyllenhaal, der skaber to distinkte forskellige karakterer i alt fra positur til dialogfremstilling. Specielt scenerne hvor Anthony og Adam interagerer er succesfulde, og man glemmer helt de filmtekniske konstruktion, der har været nødvendig for at få de to til at optræde i samme rum. Gyllenhaal kan efterhånden godt skrive sig ind mellem Hollywoods leading men – og han har mere at have det i, end de fleste Oscar nominerede mandlige skuespillere.

”Enemy” er noget af en head-skratcher, og det er i virkeligheden op til den enkelte om det er en fordel eller ej. Jeg kunne godt have brugt mere substans, men hvis du er typen der har lyst til at fundere over den symbolske betydning af edderkopper er ”Enemy” et kig værd.