I ’A Most Violent Year’ er Oscar Isaac manden, der nægter at snyde som konkurrenterne. Det er historien om den hårdtarbejdende mand og hans amerikanske drøm. Det er en antigangstersaga, og det er uden tvivl årets bedste film indtil videre. 

Lærredet er sort. Og så, til lyden af Marvin Gayes fantastiske ’Inner City Blues (Make Me Wanna Holler)’, toner Oscar Isaac frem. Det er 1981, et af de mest voldelige år i New Yorks historie, men det mærker vi ikke noget til her i starten. Det er tidlig morgen lidt udenfor New York, og Abel (Isaac) løber en tur. J.C. Chandor, som tidligere har instrueret ’Margin Call’ og ’All is Lost’, har ikke travlt. Han giver scenerne tid til at spille ud og introducerer en verden, som man tror, man kender til.

Abel alene i New York
Det viste sig dog, at det slet ikke er så klichefyldt, som jeg havde forventet. Det, der til at starte med, ligner en klassisk gangsterfilm, viser sig at være næsten det modsatte. Det føles på en måde, som om det er en antigangsterfilm. Abel er en forretningsmand, og han ønsker ikke at bruge vold eller bestikkelse for at tjene penge. Hans konkurrenter er dog klar på at bruge alle de beskidte kneb, de kender til, og det mærker Abel. Hans kone, spillet af Jessica Chastain, er dog af en gangsterfamilie og er konstant på nippet til at kaste sig ud i kamp med konkurrenterne. Abel skal derfor ikke kun overvinde konkurrencen, han skal også se sig over skulderen hele tiden og sørge for, at konen ikke får dem i problemer med loven.

Minder om Al Pacino i sin storhedstid
Oscar Isaac spiller ganske fremragende. Det er underspillet og intenst og minder mest af alt om Al Pacino i 70’erne. Han holder uafbrudt masken, og paraderne er til alle tider oppe, men alligevel er det tydeligt, at en hård kamp finder sted indeni ham – den gode mand overfor den desperate mand, der ikke aner, hvad han skal stille op mod alt, hvad der kastes efter ham.

J.C. Chandor kom allerede godt fra start med sin første film, og med ’All is Lost’ viste han, at han har sans for både det visuelle, og hvordan billederne spiller sammen med musik. I Alex Ebert har han fundet en perfekt musikpartner. Musikken Ebert har komponeret til ’A Most Violent Year’ er noget af det bedste filmmusik, jeg længe har hørt. Det er episk og stille på samme tid.

’A Most Violent Year’ er årets bedste film indtil videre. Alt spiller. Det er så fandens gennemført – lige fra kamera og musik til skuespil og manuskript. Det er underspillet så uhyggeligt præcist, at de få scener med actionelementer eksploderer i sådan en grad, at man har svært ved at følge med. Men så alligevel er det ikke så svært. Det er jo guddommeligt for en filmfan. Det er filmkunst på allerhøjeste niveau.