Såvel i virkelighedens verden som på film kan et stort bankende hjerte være en risikofyldt fornøjelse. I denne engelske arbejderklasse-komedie banker det så hårdt, at det er tæt på at efterlade skrammer og blå mærker hos den forsvarsløse tilskuer.

’Pride’ er historien om usandsynligt venskab, overvunden frygt og umulige odds. Bygget over virkelige begivenheder tager historien afsæt i 1980’ernes engelske samfundskvaler. Minearbejdere og det homoseksuelle miljø har begge trange kår – underkuet af Margaret Thatchers regering og dennes nådesløse jernnæve. Kan de to umage grupperinger finde fælles fodslag mod den onde stat? Selvfølgelig kan de det. Filmen gør heller ikke meget for at så tvivl om den forudsigelse.

En umage støtte

I 1984 tillod en mindre gruppe homoseksuelle sig at støtte op om den årelange strejke hos de walisiske minearbejdere. Strejken endte uden succes, men ved den årlige Labour-konference i 1985 endte det med, at homoseksuelle fik fundamentale rettigheder – takket være den nationale tilslutning af minearbejdere.

Det lyder som feel-good, og det er en mild underdrivelse. En helt tilfredsstillende én af slagsen. Denne enestående fortælling ville formentlig ikke fungere, hvis Paul Greengrass havde behandlet den med dødelig realisme. Tonen er derfor også langt mere let og underfundig, og det mærkes fra start, da vi præsenteres for en lille karismatisk gruppe af marginaliserede homoseksuelle – ledet af en glimrende og nærværende Ben Schnetzer som den unge aktivist Mark Ashton. Hans idé om at en udstødt gruppe bør støtte op om en anden udstødt gruppe vækker ikke umiddelbart begejstring hos de resterende. De skeptiske fordomme om homofobiske tendenser hos minearbejdere virker afskrækkende, og Mark kæmper derfor en brav kamp for opbakning.

Selvfølgelig skal støtten gennemføres, og de mange indsamlede penge køres sammen med gruppen i en nedslidt, skramlet bus, ned til den lille waliske landsby, hvor intolerance og fordomme – begge veje – bliver udfordret til det maksimale. En præmis kun en kynisk, koldhjertet mørkemand vil fornægte.

Let syn på alvor

Alle muligheder er til stede for en udforskning af menneskelig foragt og frygten for det, man ikke kender. ’Pride’ vælger dog at manøvrere udenom de mørke sider, og holder filmen i en konstant opløftende tone. Selv ubehagelige temaer som udstødelse fra familien og AIDS behandles med glimt i øjet, der sikrer både karakterer og tilskuere en sikker landing. Det anes på en kilometers afstand, at den unge dreng fra forstæderne (George MacKay) vil smide hæmningerne og springe ud, og selvfølgelig vil den flamboyante homotyr fra storbyen (Dominic West) lære de stive hetero-mænd fra landsbyen, hvordan man svinger bagdelen til en ægte boogie.

’Pride’ tilbyder en let, underholdende og hjertevarm løsning på samfundets langt mere alvorlige problemer. Hvem siger dog også, det hele skal være så surt?