”We keep ourselves to ourselves here” ”and no one leaves town?”

Fra 2007 til 2014 begik 99 unge selvmord I den lille by Bridgend. Mange af disse kendte hinanden, og meget få efterlod selvmordsbreve. Dette har fået megen opmærksomhed, og teorierne har valset mellem alt fra seriemordere til selvmordskulter. I 2014 kom en dokumentarfilm om Bridgend, og nu har den danske instruktør Jeppe Rønde kastet sig over fænomenet med sin debutfilm ’Bridgend’.

Walisisk stilistisk eksperiment
’Bridgend’ er på én gang et stileksperiment, et drama og en thriller, samtidig med at den baseret på virkelige hændelser. Den omhandler unge, uetablerede børn, som ikke kan finde sig tilpas i de voksnes verden. Vi ser både det hele gennem deres øjne og fuldstændig udefra. Man kan både forstå dem og overhovedet ikke forstå dem.

Vi følger pigen Sara (Hannah Murray), som flytter fra en større by til den lille walisiske by Bridgend. Her møder hun en masse jævnaldrene mennesker, som tager hende til sig med åbne arme. Det kan være godt for Sara, da hun virker som en meget ensom pige, men alle disse unge er stærkt isolerede fra omverdenen, og når man først er med, er det svært at slippe væk igen.

Uforståelig ungdom
Vi ser og forstår, hvordan Sara indtil nu kun har haft sin far og sin hest i livet, og hvordan dette får hende til at binde sig kraftigt til gruppen af unge. Hun bliver vildt forelsket i en af dem, men han vil have hende til at forsvinde. Han elsker også hende, men han føler sig fanget af sit opland og vil have hende til at flygte, før det er for sent. Eller hvad? Vi ser og forstår, at ting sker, men vi forstår ikke altid hvorfor. Karaktererne handler ikke nødvendigvis sammenhængende, men på den anden side er det ikke specielt menneskeligt altid at handle, som man bør.

Til trods for deres uforståelighed virker alle karakterer realistiske, og man kan sagtens tro på den følelse, de virker til at have. Måske er man nødt til at have det, som de unge i denne film har det, for for alvor at kunne forstå dem.

Hvorfor begår de unge selvmord? Hvorfor er de så distancerede fra deres forældre? Hvorfor hænger de så tæt sammen? Hvad med Sara? Er hun med dem, eller flygter hun med sin kærlighed og lever lykkeligt? Man sidder og stiller sig selv rigtig mange af disse spørgsmål undervejs, og det kan ikke garanteres, at man får svar. Nogle mennesker vil se ’Bridgend’ og føle, at alle spørgsmål bliver besvaret, men det er absolut ikke alle. Det er en ”art-film” på alle måder, og den er derfor svær for alvor at dømme. Jeg havde en klar følelse af, at alt ved denne film var intentionelt, men jeg kan ikke rigtig sige, at jeg nød at se den.

Den fik mig dog til at tænke. Og til trods for at jeg så den tilbage i april, har den stadig ikke helt forladt mig. Det er en forstyrrende film, en uforståelig film, men måske også en uforglemmelig film.