Debutinstruktør tager os med på en drømmende rejse til et sort kapitel af danmarkshistorien.

Det er utrolig nemt at glemme, at Danmark engang var en slavestat. Jeg bliver stort set kun mindet om det, når det på Facebook bliver debatteret, om det er i orden, at der er ‘neger-hoveder’ i Haribos Skipper Mix, eller i Informations spalter diskuteret, om den fortsatte brug af Cirkelpigen er et udtryk for kolonimentalitet eller ej.

Men ikke desto mindre var danske kompagnier og købmænd involveret i statssanktioneret og lukrativ menneskehandel frem til 1803, hvor det endelig blev forbudt.

Det er denne virkelighed, der danner rammen for instruktør Daniel Denciks spillefilmsdebut. Handlingen udspiller sig i området omkring Fort Christiansborg, der var den største af de danske handelsstationer i Dansk Guinea, der lå i det nuværende Ghana.

Beruselse
Den unge botaniker Wulff (Jakob Oftebro), der er baseret på den historiske person af samme navn, som dog var jurist, ankommer i år 1836 til Christiansborg, hvor han skal overse opførelsen af en ny kongelig kaffeplantage.

Det er en beruset Wulff, der planter sine fødder på den smukke gyldne sandstrand. Han er ikke fuld, men i stedet beruset af de muligheder, der ligger foran ham på dette nye og mystiske kontinent. Her kan han afprøve sine ideer i praksis, og når året er omme venter hans smukke forlovede i København.

Jeg fornemmer tydeligt Wulffs beruselse, for det er smukke billeder, Dencik og fotograf Martin Munch lader mig indtage. Foruden de gyldne strande med palmer, bliver vi ført gennem mørkegrønne, ufremkommelige jungler og op ad mudrede floder. Ofte er billederne badet i et fantastisk blødt lys, der giver dem et drømmende og berusende skær.

Læg dertil et fantastisk score af Angelo Badalamenti, der har komponeret musik til adskillige af David Lynchs værker. Det minder om noget, der hører til i en Winding Refn-film, ikke et plot der udspiller sig for knap 200 år siden. Men det går fantastisk i spænd med billederne.

Dencik har tidligere udtalt, at han tænker på filmen som år 1836 på ecstacy. Så langt vil jeg ikke gå, men billeder og score kan godt beskrives som en god Guldbajer-rus.

Rusen fordufter dog, når man ser på helheden.

Febermareridt
Det samme gælder Wulffs beruselse. Han opdager, at mænd, kvinder og børn stadig bliver lænket i ly af mørket, og sendt på skibe med kurs over Atlanten, selv om handlen med slaver officielt er ulovlig.

Forfærdet, og opildnet af den missionerende Caroline (Danica Curcic), begiver han sig ind i junglen for at anholde den mystiske negerkonge, der er ansvarlig. Det bliver begyndelse på enden, og hans engang så store beruselse over alt det nye og smukke, han så på kysten, bliver til et rendyrket febermareridt.

Når min beruselse over filmen fordufter, er det især på grund af en irriterende – og efter min mening ganske overflødig – Wulff-over. Den unge botaniker har ikke engang fast grund under fødderne, før end han begynder på en af sine mange indre monologer, der vist nok er stilet til hans udkårne hjemme i Danmark, men som jeg skal høre på. Og han fortsætter og stopper aldrig igen.

Hver en tanke og følelse skal der sættes ord på, og jeg forstår simpelthen ikke hvorfor. Selvfølgelig er det vigtigt at kommunikere hovedpersonens sindstilstand, men når nu Dencik har en dygtig skuespiller, flotte billeder og et fantastisk soundtrack at gøre brug af, er der ingen grund til at detailstyre min opfattelse ved at stopfodre Wulffs tanker ned i halsen på mig, som var jeg en foie gras-gås.

Karikeret ondskab
Et andet aspekt, som trækker helhedsindtrykket ned, er den karikerede udgave af ondskab, som Dencik en gang i mellem forfalder til.

Overordnet synes jeg ellers, at instruktøren er dygtig til ikke at moralisere – og det kan ellers være nemt at forfalde til, når man behandler et emne, som vi i det moderne Danmark nemt kan blive enige om er en skamplet i fortællingen om kongeriget.

Enhver god historie har sine skurke, men Dall (Anders Henrichsen) og Herbst (Adam Ild Roweder), som også er udstationerede på det danske fort, bliver til tider fremstillet som så rendyrkede røvhuller, at det for mig bliver utroværdigt.

Værst er det, når Herbst omsvøbt af Dannebrog, med vommen daskende og pubeshårene strittende fra kanten af benklæderne, krænger ’Kong Christian stod ved højen mast’ ud til en fest, hvor der i øvrigt også bliver voldtaget negerpiger. Det fremstår som en vulgær karikatur af hans (og Danmarks?) ondskab.

Det er rigeligt at vise de herrers omgang med – og foragt for – lokalbefolkningen, ligesom replikker som ”frygt må indgydes negeren” og ”Afrikas negere er som svampe, de skyder op af jorden” siger det hele. Og både Henrichsen og Roweder spiller i øvrigt glimrende.

Til trods for sine svagheder er ’Guldkysten’ værd at se, især for de smukke billeder og det udfordrende soundtrack.