Nogle feticher er sjovere end andre. Australsk instruktør tager dig med ind i fem pars soveværelse for at genopdage lysten. Det er ganske sjovt, men ikke meget mere end det.

Der findes en række ganske uofficielle regler for, hvordan internettet fungerer. Den mest kendte er formentlig regel nr. 34, der siger: Hvis det eksisterer, er der porno om det.

Et humoristisk udtryk for, at seksuelle lyster er lige så forskellige som de mennesker, der har dem. Jeg aner ikke, om australske Josh Lawson er bekendt med nr. 34, men i hvert fald er det en række eller mindre mainstream feticher, der er rygsøjlen i hans ganske sjove instruktørdebut. Enddog titlen er hentet fra det seksuelle univers, for det er en engelsk oversættelse af det franske udtryk ‘la petite mort’, der er et idiom for en orgasme.

Dakryofili
I en rolig forstad til Sydney møder vi fem par, der alle har problemer med parforholdet. Fællesnævneren er selvfølgelig, at det på en eller anden måde kniber med at komme.

Der er kvinden, der indrømmer overfor sin kæreste, at hun fantaserer om at blive voldtaget; og der er manden, der finder ud af, at passionen for konen er størst, når hun sover. Det kommer der et par sjove øjeblikke ud af.

Så er der parret, der bliver opfordret til at prøve rollespil. Det virker – endda lidt for godt – for manden bliver så opslugt at være en anden, at han med manisk energi kaster sig ud i mere og mere omfattende fantasier. Problemet er bare, at det handler mere om rekvisitter og troværdigt skuespil end det erotiske aspekt. Det er ganske morsomt.

Sjovest er dog Rowena, der finder ud af, at hun er dakryofil – altså at hun tænder på at se sin partner græde. Det er der et enormt komisk potentiale i, og det bliver udnyttet til fulde, når Rowena i jagten på kærestens gråd finder på den ene udspekulerede løgn efter den anden. Fra det uskyldige forslag om at se ’Sophie’s Choice’ som godnatfilm, til en tvivlsom kidnapning af kærestens højtelskede hund, til at hun ”måske har en lille smule kræft.”

Skype-sex
Det sidste par, vi møder, er to døve, der mødes på en Skype-forbindelse. Det er en sexscene, der både er original, sjov og lidt rørende, og som jeg ikke vil afsløre for meget af. Men den indeholder bl.a. replikken ”din store pik føles så lækker i min mund” – på tegnsprog altså. Måske har min humoristiske sans ikke fundet ud af, at jeg ikke længere er i puberteten, for sådan noget kan jeg ikke lade være med at grine af.

Scenen er smidt ind sidst i filmen uden noget ordentligt set-up, og mangel på kontinuitet er symptomatisk for hele filmen. For mig fremstår det som om, at Lawson – han har også skrevet manuskriptet – har haft fem sjove ideer til kortfilm, som han gerne ville strikke sammen til en spillefilm.

I hvert fald hopper han frem og tilbage mellem parrene uden at finde en meningsfuld rytme, og ud over eskaleringen af de forskellige feticher er karakterudviklingen stort set ikke eksisterende.

Og under den sexede fernis finder man det gennemtærskede og ret banale budskab om, at det er vigtigt at kommunikere med hinanden, uanset hvilke af regel nr. 34s uendelige liste af lyster, du bekender dig til.