Man skulle tro, at Hollywood efterhånden havde en skudsikker opskrift på det intelligente spionfilmplot. Men ak nej. I den femte (!) installation af Tom Cruise action franchiset er plottet reduceret til en undskyldning for at se Cruise hoppe højt, køre stærkt og holde vejret i meget lang tid – det gør han til gengæld også godt.

Tom Cruise er på den igen-igen
IMF (the Impossible Mission Force) er blevet opløst af den nye CIA chef (Alec Baldwin), fordi han synes de skaber mere meningsløs ødelæggelse, end de indsamler intelligens, hvilket egentlig er en meget fin metafor for franchiset selv. Superspion ekstraordinaire Ethan Hunt, der er i gang med at opsøge den hemmelige organisation Syndikatet, nægter at acceptere CIA’s overtagelse af IMF og fortsætter jagten ene mand. And that’s basicly it. Hunt skal nedlægge Syndikatet, mens han jagtes af CIA. På vejen møder han den smukke svenskfødte agent Ilsa Faust (Rebecca Ferguson), som vi ikke er sikker på er ven eller fjende, og Hunt får også genskabt kontakten til sit gamle team bestående af ex-field agent William Brandt (Jeremy Renner), tech-genious og comic relief karakter Benji (Simon Pegg) og den gamle ven Luther (Ving Rhames).

Når luften går af ballonen
Cruise er efterhånden notorisk kendt for at ville lave sine egne stunts, og det kan ses. Actionscenerne sidder i skabet i første halvdel af filmen. Specielt åbningsscenen, hvor Cruise hænger på siden af et fly og den elegant koreograferede scene bag kulisserne i Wien operaen, der bliver akkompagneret af Puccinis Nessun Dorma. Hvem skulle have troet af opera og action spillede godt sammen. Desværre går luften af spektaklet i sidste halvdel. Det er svært at se, hvad der virkelig er på spil for den uovervindelige Ethan Hunt, og det bliver aldrig rigtig klart, hvorfor Syndikatet er så farligt, og hvad deres egentlige mål er. På trods af at deres leder Solomon Lane, der mest af alt ligner en arkitektfar, egentlig er spillet rigtig godt af Sean Harris. Det bliver aldrig rigtig spændende eller sjovt. Der var ellers potentiale i ideen om, at Hunt skulle jages af sine egne, mens han jagtede Syndikatet, men CIA bliver i stedet reduceret til de dumme politimænd, der ikke aner, hvad der foregår, og en lettere frustreret Alec Baldwin.

Macho actionhelten er død
I en tid hvor spiongenren enten er en fuldbyrdet parodi på sig selv som i ’Spy’ eller ’Kingsman: Secret Service’ eller bundseriøs som i tv-serien ’Homeland’, står Mission: Impossible franchiset på kanten mellem satire og seriøsitet. Det er meningsløs dog velkoreograferet action derudad, men den uovervindelige macho actionhelts tid er forbi. Ethan Hunt må, på trods af Cruises stjernekvalitet, stadig være et menneske bag sit maskinelle uovervindelige ydre, og det kunne jeg godt tænke mig at have set lidt mere af. Det er ikke længere nok at diske op med et par halvinnovative actionsekvenser i disse dage.