Italien. Ude på landet. Et sted mellem virkelighed og fantasi, mellem barndom og voksenliv. I dette grænseland udfolder ‘Miraklerne’ sig. Mirakuløst bliver det dog kun i de få skarpe øjeblikke, hvor den centrale dannelseshistorie finder vej mellem de mange, drænende svinkeærinder.
Gelsomina (Maria Alexandra Lungu), den ældste datter i den lille landbrugsfamilie, står over for en række svære valg. På den ene side ønsker hun at forblive sin strikse fars erstatning for den søn, han aldrig fik. På den anden længes hun efter at frigøre sig fra det klaustrofobiske og uglamourøse landbrugsliv.
Da et tv-hold kommer til området for at lave et program, der kårer de bedste og mest autentiske landdyrkere, fortrylles hun af gameshow-værtinden med den hvide havfrueparyk og de lange øjenvipper. I al hemmelighed skriver hun sin familie på deltagerlisten, velvidende, at det strider imod alle farmand Wolfgangs principper.
Samtidig bringer en tysk plejesøn familiedynamikken i ubalance. Den fåmælte og lidt utilpassede Martin er dels en ny søn for patriarken, dels en rebelsk allieret i Gelsominas afstandtagen fra familien. Både som det ene og det andet udgør han en potentiel afgangsbillet for den unge pige.
Kitschet romantisering
En piges komplekse forhold til sin far udgør filmens absolutte kerne. Men instruktør Alice Rohrwacher forsøger med sin lidt flimrende fortællestil at sige så uendeligt meget mere – og det er til tider lidt mere, end hvad godt er. Oven i alle familiefortællingens mange knudepunkter sniger samfunds- og mediekritikken sig også ind.
I mødet med det kitschede gameshow udstilles mediernes romantisering af et landliv, der dør en langsom bureaukratiseringsdød. Med perler i håret og glitter på øjenlågene fortæller den havfruesmukke værtinde, hvordan man her på egnen viderefører traditioner helt tilbage fra de oprindelige etruskeres tid. I hjørnet sidder far Wolfgang (Sam Louwyck) og ser uendeligt akavet ud i en orange etruskertoga – en mundering, der intet har at gøre med det daglige arbejde, der opslider ham og familien.
Kamelen i haven
Men selvom Wolfgang har fødderne solidt plantet i den italienske vinjord, er også hans hoved fyldt med sværmerier og tåbelige forestillinger. Og det er noget, der tærer på familierelationerne.
Hans manglende kontakt til omverdenen tydeliggøres i hans indkøb af en kamel – en tåbelig investering, der skal styrke hans forhold til Gelsomina, men som i stedet næsten koster ham ægteskabet med den trætte mor Angelica (Alba Rohrwacher).
Kamelen i haven er på en måde filmens bedste billede. Det viser skarpt, hvordan fantasien og drømmene gang på gang vinder over realiteternes kedelige kendsgerninger; hvordan vores egne forestillinger om, hvordan tingene er og bør være, forhindrer os i at se mennesker omkring os. Og vigtigst af alt viser det en fars manglende erkendelse: I Wolfgangs hoved er Gelso stadig en lille pige, der ikke ønsker andet end en kamel af sin farmand.
På en måde redder billeder som dette filmen midt i al den flimrende langsommelighed. Som helhed lider projektet under Rohrwachers ønske om at indfange så uendelig meget på så uendelig lang tid. Hvad der kunne have været smukt og skarpt strækkes ud på unødvendige hundredeogelleve minutter. Overflødige scener og problemer hober sig op og dræner fortællingen for sine til tider så skarpe og vidunderligt underspillede observationer. Ved de glimtvise lyspunkter rammer den til gengæld plet i sit grundlæggende portræt af en voksende afstand mellem en far og en datter. En afstand, der på poetisk vis skildres af en kamel.