Det evigt ekspanderende Marvel-katalog bliver denne sommer endnu større og endnu mere bredtfavnende. Vi har før fået historien om de fantastiske fire i de to lunkne film fra forrige årti, der ikke havde stor nok succes til sådan rigtigt at indprente sig i Marvel-kanonen. Nu forsøger de sig igen i universet, der tæller kendte figurer som ‘Dr. Doom’ og ‘The Thing’, men denne gang er origins-skabelonen blevet ændret en smule.
Emo-drama
Der er som sådan ikke rigtig nogen storyline. I stedet har folkene bag filmen valgt at gøre det hele til et langt build-up. Det er ikke før over halvvejs inde i filmen, at de unge genier på Baxter-instituttet bliver udsat for en ukendt energikilde, der for altid ændrer deres liv. Før denne episode er vi blot blevet introduceret til en ung bande af emo-kids, der har særlige talenter. Deres dømmekraft er ikke sløret af deres evner, men af deres kærlighed, jalousi og ærgerrighed, og det er netop i deres lille emohelvede, at Fantastic 4 henter det meste af sin charme og det, der bærer filmen i en tynd tråd. Bedst af gruppen er emoskurken over dem alle, Victor von Doom, hvis rolle i filmen er perfekt konstrueret som en art moderne misforstået miljøaktivist.
”It’s complicated”-drama
Filmens helt, Reed Richards, er omvendt lidt den uheldige helt. Geniets gode intentioner er intet mindre end skræmmende og han fremmales da også som den forblændede videnskabsmand, hvis ambition ødelægger hans venners liv og isolerer ham i ensomhed. Filmen prøver at skabe en emotionel tilknytning mellem Reed og Doom, således at det endelige opgør bliver så meget desto mere hjerteskærende.
Desværre lykkes det ikke helt. Emo-filmen svigter lidt sine egne præmisser, og når Doom endelig bliver hentet tilbage fra en anden dimension (it’s complicated), bliver dramaet udspillet på en meget større skala, hvilket gør det hele meget mindre hjerteskærende, desværre, for universet har potentialet til et meget mere personligt drama.
No drama
Til filmens forsvar har de trods alt formået at gøre den, uden det store drama, ret så uhyggelig og bad-ass. Doom er nok den mest voldelige skurk, Marvels filmiske univers hidtil har set, og den klaustrofobiske transformationsscene, hvor vores unge genier møder deres skæbne, er utroligt effektiv, flot og grufuldt skrækindjagende. Den lidt groteske uhygge og den ret så skønne emo-charme er dog ikke helt nok til at løfte den ellers ret så åndsforladte film, der uden nogen konventionel handling sjosker sig igennem floskelagtig dialog, der får filmen til at virke længere end sine 100 minutter, og stripper den for det meste af sit spændingspotentiale. Man kan dog alligevel ikke lade være med at sidde med den mærkelige fornemmelse i munden, at ’Fantastic Four’ mere end noget andet er lidt mærkelig og ukonventionel ud fra tidligere Marvel-standarder.