’Geronimo’ er en socialrealistisk film, som flirter med musicalgenren. En vis del af tiden giver den store brug af musik og dans virkelig en dimension til det i forvejen interessante spin på Romeo og Julie-historien, men af og til går der for meget ’West Side Story’ i den.

Vold og kriminalitet er en del af opvæksten i St. Pierre-regionen i det sydlige Frankrig. Det er et stærkt socialt udsat område, og det er her, Geronimo (Céline Sallette) holder til. Hvad end hun er opkaldt efter indianeren af samme navn eller ej, kæmper Geronimo for at skabe en fremtid for især de børn, hun beskæftiger sig med. Hun råber af dem og er klar på at slås med dem, hvis det skal være sådan, men hun er villig til at gøre hvad som helst for dem.

 

Lucky og Nil

Det er svært nok at skabe bare nogenlunde ordentlige rammer for disse mennesker i forvejen, men en dag beslutter sigøjneren Lucky (David Murgia) og muslimen Nil (Nailia Harzoune) at flygte fra Nils arrangerede ægteskab, så de kan være sammen. Dette skaber kæmpe splid i lokalsamfundet, og pludselig er man enten med den ene familie eller den anden. Der er optakt til vold, og Geronimo er nu nødt til at rette sin opmærksomhed mod det unge par, som en stor gruppe mennesker ønsker at slå ihjel.

Dette er lige præcis, hvad jeg fandt så interessant ved ’Geronimo’. Det er den klassiske ’Romeo og Julie’-historie – den handler bare ikke om Romeo og Julie. I stedet følger vi en meget stærk og ekstremt velspillet kvinde, som gør, hvad hun kan, for at holde freden ved lige.

 

Sang og dans

’Geronimo’ er en meget eksperimenterende film. Selve historien er ren socialrealisme, men der er abnormt meget musik og dans i filmen, og det sker, at filmen bliver helt drømmeagtig. Filmen bliver aldrig en musical, men den nærmer sig genren kraftigt.

Der er scener, hvor denne stil fungerer, og der er scener, hvor den ikke gør. En del af tiden understreger sangen og dansen virkelig den intense stemning, selvom jeg næsten hver gang følte, at det trak en smule ud, før handlingsforløbet bevægede sig videre. Der er dog også et par scener, hvor det virker distraherende, og en enkelt gang fik jeg lyst til at grine af en meget seriøs scene. Filmen kunne med fordel have holdt sig lidt tættere til det socialrealistiske, selvom musikken og dansen så absolut giver filmen en ekstra dimension.

 

Geronimo og Fazil

Céline Sallette spille vanvittigt godt, og Geronimo er en vanvittigt interessant karakter. Jeg kunne sagtens have nydt en film, der handlede om en helt almindelig dag for hende. Dette hænger selvfølgelig sammen med, at de børn hun passer, også spiller rigtig godt. Jeg havde stor sympati for dem, til trods for at de alle sammen havde ekstreme attituder hele filmen igennem.

Helt generelt er filmen virkelig velspillet, men der er en enkelt karakter, jeg aldrig helt købte – karakteren Fazil (Rachid Yous). Fazil er Nils storebror, og han føler sig forladt og ydmyget i en sådan grad, at der lyser had ud af hans øjne næsten hele filmen igennem. Desværre spiller han ikke vanvittigt godt. Han ser en smule for sur ud – en lidt for stor del af tiden. Det meste af den tid han er på, køber man ham, men han ser lidt komisk ud, hver gang der er et close-up.

Det er ærgerligt med de småting, der er galt med ’Geronimo’, for jeg tror, det kunne have været en fuldstændig fantastisk film. Til trods for de problemer den har er det dog stadig en rigtig god film, som absolut kan anbefales.