’Ruth & Alex’ er en kort film om et kort øjeblik i få menneskers liv. Filmen siger ikke det store om noget som helst andet end disse mennesker, selvom den prøver, og resultatet bliver en smule for melodramatisk til denne anmelders smag.

Morgan Freeman er med i utrolig mange film for tiden. Han står på rollelisten ved alt fra ’Dolphin’s Tale 2’ til ’The Dark Knight Rises’, og han har selv udtalt, at han laver en del af det for pengenes skyld. Det er dog aldrig noget, man kan se på hans skuespilpræstationer. Morgan Freeman spiller skide godt i alt, og ’Ruth & Alex’ er absolut ingen undtagelse.

 

Et meget ægte ægtepar

Vi følger det ældre ægtepar af samme navn som filmen, som de forsøger at sælge deres lejlighed. De har boet på femte sal i Brooklyn i 40 år, men det er blevet lige højt nok uden en elevator, og Ruth (Diane Keaton) og Alex (Morgan Freeman) må efterlade nostalgi, for hvad der er praktisk. Alex synes dog, det går lige stærkt nok.

Det er sådan set, hvad filmen handler om. Vi ser blot den tvivl de føler, den frustration de af og til har overfor hinanden og den inderlige kærlighed de deler. Dette fungerer, fordi både Keaton og Freeman leverer fantastiske skuespilpræstationer. De har en skøn kemi, og man tror med total sikkerhed på, at de har været gift, siden de var helt unge.

Vi ser også Ruth og Alex, da de var helt unge og de ting, de har måtte gå igennem – især refereres der til de problemer, der har været i forbindelse med ægteskabet mellem en hvid kvinde og en sort mand. Denne del er for så vidt interessant nok, men man ser aldrig andet end en trist mor og søster til Ruth, og filmen får ikke tilføjet den dimension, man kunne have håbet på. Kemien mellem den unge Ruth og Alex kan på ingen måde måle sig med den, man ser mellem de ældre ægtefæller, og hele denne historie bliver en smule langtrukken.

 

Hundeoperationer og terrortrusler

Der er flere sidehistorier undervejs i filmen. Samtidig med at Ruth og Alex forsøger at sælge deres lejlighed, beskyldes en muslimsk mand for terror, og sagen følges på tv gennem hele filmen. Ruth og Alex hund bliver også syg, og vi følger dem, mens de bekymrer sig for det lille dyr. Disse historier giver filmen en del. Den muslimske mand ses gennem nyhedsudsendelser, og man kan med et lille smil se, hvordan nyhedsværterne forsøger at sige bombe så mange gange som muligt i en sætning. Historiens afslutning er dog ikke rigtig værd at vente på.

Hunden giver en masse fint til historien – især fordi den er så vanvittigt nuttet. Man ser hvordan de søde ældre mennesker virkelig bekymrer sig for hunden, og hvordan den binder dem sammen. Det er dog ikke en historie, som på nogen måde tilføjer en dimension til filmen, og det er netop det man for alvor savner – dybde.

’Ruth & Alex’ er en vældig sød film, men den handler, når alt kommer til alt, ikke rigtig om noget. Man håber da, det går dem godt, men man savner om ikke andet en lidt mere dyb historie om alderdom. Når filmen slutter har man ikke lært andet, end at ens bolig kan betyde vældig meget for én, når man har boet der længe. Alle film har absolut ikke brug for at handle om mennesker, der redder verden, men man kunne bare ønske sig en lidt stærkere historie, end hvad ’Ruth & Alex’ har at byde på.