Til trods for at ’Maze Runner: Infernoet’ har en lang række åbenlyse fejl, var jeg stærkt underholdt, og jeg fristes næsten til at kalde filmen en rutchebanetur.

Den første ’Maze Runner’ var en ganske udmærket film. Jeg var mildt interesseret hele vejen igennem, og jeg havde alt i alt en god oplevelse med den. Dens slutning var dog én af de værste filmslutninger, jeg længe har oplevet. Jeg var derfor bange for, at ’Maze Runner: Infernoet’ ville fortsætte den mildest talt ringe tone, der blev lagt for dagen i slutningen af dens forgænger. Filmen starter da også, hvor den sidste slap, og til at begynde med lider den en smule under, at den prøver at så tvivl omkring karakterer, vi allerede ved, hvor vidt er onde eller gode.

Jeg blev helt generelt revet en smule ud af filmen pga. ulogiske filmklichéer, så som at ingen kan høre én, når man kravler gennem ventilationsskakter, samt at man automatisk er dødsdømt, hvis man siger: ”I’ll cover you!” Når disse umiddelbare problemer er overstået, går ’Maze Runner: Infernoet’ dog i en helt anden retning end den første, hvilket faktisk føles som et friskt pust. Filmen er i langt højere grad en thriller og en overlevelsesfilm, end den er en mysterie-film, som den første var.

Skrig med undervejs
’Maze Runner: Infernoet’ er rigtig god til at være både uhyggelig og skræmmende, mens den holder sig på et niveau, hvor de 13-16-årige stadig bør kunne være med (til trods for at filmen har fået en aldersbegrænsning på 15 år). Tonen i filmen skifter dog en smule for ofte. Vi får både thriller, action/adventure, mysterie og drama, hvilket får filmen til at virke en smule rodet. Genrerne eksisterer ikke i synergi, men afløser i stedet hinanden i løbet af filmen. Især dramaet lider, og det er ikke kun pga. filmens lidt for rodede tone.

Der er alt for mange karakterer i ’Maze Runner: Infernoet’, som man som seer er ligeglad med. En gruppe på 4-5 mennesker fra den første film løber stadig rundt sammen, og nu assisteres de af en række nye karakterer, som har mindre dybde end et A4-ark. Det er desværre også tilfældet for flere af de allerede eksisterende karakterer fra den foregående film. Stort set kun filmens hovedperson Thomas (Dylan O’Brien) og til en vis grad kærlighedsinteressen Teresa (Kaya Scodelario) bevarer en vis grad af personlighed, og det er også kun dramaet mellem disse to karakterer, der ikke virker søgt.

Skip bare det sidste
Den største fejl i ’Maze Runner: Infernoet’ er, at den går i sin forgængers fodspor med en grotesk dårlig slutning. Alt smides på jorden, ingen forklaringer hænger sammen, og filmen vil meget gerne fortælle os, at der er en efterfølger på vej. Det var det samme i ‘Maze Runner’, og det kan simpelthen være svært at huske det gode ved en film, når det sidste, man ser, er elendigt. Det var dog ikke en helt så dårlig slutning som den første, og jeg var generelt mere grebet, end jeg var i ’Maze Runner’. Det føles næsten som for meget at give en så fejlfyldt film 4 stjerner, men jeg må anerkende, at jeg simpelthen var godt underholdt.