‘Everest’ er det første seriøse bud på en bjergbestigningsfilm i lang tid. Desværre svigter et mangel på fokus filmens visuelle pondus, og resultatet er et glorificeret dokudrama med en stjernebesætning.
Åh alle aussier, kiwier og andre derude med hang til ekstremsport: Fald ned på jorden til os andre, før I giver os alle sammen “Dehli belly”.
Der findes snart ikke noget værre end fuldvoksne mænd og kvinder, der irrationelt begiver sig ud på en farefuld færd op ad bjerge med motivationen “hvorfor ikk’?” Det er også mere eller mindre drivkraften for vores uheldige helte i den ultraambitiøse ‘Everest’.
Da der i starten af halvfemserne bliver åbnet op for kommerciel klatring på Mount Everest, valfarter et hav af adrenalinsøgende mennesker mod verdens højeste bjerg. Base camp er tæt pakket med ivrige sjæle, der venter på et godt tidspunkt til at begive sig op ad de høje tinder. Men måske kæmper lidt for mange om pladsen.
Bjergbestigning for alle
I ‘Everest’ følger vi en af disse kommercielle ekspeditioner, der selvfølgelig går fuldstændig galt på alle målelige parametre. Storm, iltmangel, tidsnød og en deal breaker, der får kæden til at hoppe af. Rob Hall (Jason Clarke) og Scott Fischer (Jake Gyllenhaal) er de professionelle klatrere, der guider deres respektive hold op ad bjerget. Heriblandt det amerikanske postbud Doug (John Hawkes) samt den texanske ‘no-nonsense cowboy’ Beck (Josh Brolin).
Emotionelt dokudrama
Det er et intet mindre end formidabelt cast, der også tæller Keira Knightley, Emily Watson og Robin Wright. Dog lader det til, at filmen ikke rigtigt kan beslutte sig for, hvor dens fokus skal ligge. Den er interesseret i at følge alle bjergbestigerne, samtidig med at den også lige introducerer os for Rob og Becks ventende koner. Resultatet er, at ‘Everest’ balancerer imellem en emotionel action adventure-film og et regulært dokudrama i “little did he know” -genren. Det har dog også den særlige effekt, at ‘Everest’ kan være desto mere hensynsløs i sin aflivning af nogle af filmens større karakterer, hvilket virker virkelig effektivt og nådesløst brutalt på publikum.
En kropslig oplevelse
Det ‘Everest’ gør rigtig godt er, at den formår at skabe nogle omgivelser, der til trods for deres naturlighed, føles barske og fjendtlige. Ikke siden de første 30 minutter af ‘Saving Private Ryan’ har jeg haft så meget lyst til at forlade biografen. Filmens visuelle bedrifter og bjergets hensynsløshed havde en utrolig kropslig effekt, der i ‘Everest’s bedste scener gør filmen mere end blot almindeligt seværdig. Dog snubler den lidt over sine egne ben i et forsøg på både at være emotionelt drevet og dokumentaristisk i sin stil. Og det er en skam, da præmisserne for at lave en fremragende film om Everest alle er til stede.
Selvom jeg ikke kan ryste mere end tre stjerner over ‘Everest’, tog det mig lang tid at ryste filmen ud af kroppen.