Jafar Panahi har både vundet sølvbjørne og guldkatte. Nu er han taxachauffør i Irans pulserende hovedstad Teheran.      

Den iranske filminstruktør Jafar Panahi har officielt stadig forbud mod at lave film, men bliver ved med at finde interessante måder at omgå denne restriktion. I 2011 fik han smuglet dokumentaren ’This is not a film”, der udelukket er filmet i hans hus på grund af husarrest, til Cannes i en lagkage. Denne gang har han sat kameraer op i en taxa, mens ikke-professionelle skuespillere improviserer roller som passagerer, der hopper af og på. Denne dokumentaragtige slice-of-life præmis fungere overraskende godt.

Komik og politik
I Teheran kan man sagtens samle flere passagerer op på én køretur. Således bliver taxaen fra første scene et rum, der tillader intimitet mellem fremmede. Passagerene inkluderer både to travle damer med en guldfisk, en grædende kvinde, hvis mand har været i et trafikuheld, som begynder at recitere sit testamente, en kvindelig menneskerettighedsadvokat, som har fået frataget sin bestalling, Panahis egen bedårende niece, samt en mand der sælger piratkopier af film, som er forbudte i Iran. Det er en broget blanding, og det bliver både utrolig komisk og dramatisk, men først og fremmest giver det et snapshot af det moderne Iran og dets politiske problemstillinger.

En arrogant mand på forsædet og en skolelærerinde på bagsædet kommer i en heftig diskussion om kriminalitet og straf. Manden går ind for sharialovens stenge straffe, mens kvinden væmmes ved hans holdninger. Det er utrolig spændende at være en flue på væggen i Panahis taxa. Han spiller selv både rollen som observator og interviewer, og er altid smilende og sympatisk. Hans ti årige niece Hanna Saeidi skal også have store roser. Hun er både sjov og fyrig og tilføjer lige det ekstra til filmen.

Panahi tager os altså med ud på noget af en køretur, og beviser at man kan lave fremragende film, hvis bare man har viljen – og et kamera selvfølgelig.

Et lille mesterværk – med eller uden kontekst
Det er altid svært at bedømme en film som er skabt under så svære forhold som ’Taxi Teheran’. For hvor meget skal omstændighederne fylde i bedømmelsen? Skal den have ekstra kredit? Man kan ikke komme udenom at Panahi er en frygtløs filmskaber, som lever for sit værk, og bruger det stadig til at kritisere det styre, der prøver at kontrollere ham. Hvis det ikke er både badass og beundringsværdigt, så ved jeg ikke hvad der er. Kan I høre mig Hollywood, eller skal jeg råbe højere?

Men svære omstændigheder eller ej. Jafar Panahi har skabt et lille mesterværk, og brugt sine benspænd til at skabe en subtil, humoristisk og frem for alt meget menneskelig film, som kun kan anbefales.