Junior British correspondent Signe Lilja er taget til London Film Festival. De første par dage har været fyldt med Cannesvindere, indiefilm, og en enkelt amerikansk storfilm.
Fredag og Lørdag
På mine første dage i London har jeg været forbi de franske landeveje, datidens Auschwitz og nutidens Polen.
——–
DE BEDSTE
Son of Saul
Det er svært at tro på, at ‘Son of Saul’ er Lászlo Nemes debutfilm. Alene det at lave en film om en mand, som er en del af Soderkommandoen i Auschwitz, hvilket betyder, at han arbejder i lejren med at føre jøder ind i gaskamre og gøre rent derefter, er et vildt emne at tackle. Det er en gennemborende, rørende og intens film. Ikke mindst på grund af det tekniske aspekt. Filmen sætter sin visuelle stil fast fra den fuldkomment slørede åbningsscene, hvor Saul først kommer i fokus, når han er få centimeter fra kameraet. Dertil kommer de lange oneshot-scener, der følger Saul i closeup det meste af vejen og slører nøgne lig og brændende kroppe. Det er imponerende – men Nemes har vel også lært en ting eller to af at være assistent for Bela Tarr, faderen af de lange indstillinger. Efter Saul vidner en ung ungarsk dreng overleve gaskamret – for derefter at blive aflivet helt – beslutter han sig for at gøre det til sit livs mission at give drengen en ordentlig begravelse. Jeg synes aldrig rigtig at det blev klart, om drengen var Sauls søn, eller om han så ham som det symbol på en søn af sit folk. Men symbolik eller ej, billedet er klart. Saul ofrer sig gerne for de døde. Han er godt klar over at hans skæbne er lagt fast, og at han selv ikke har langt igen. Det er intet under, at Son of Saul vandt Grand Prix prisen i Cannes i år.
Room
Room var en hjerteskærende film fra start til slut. Joy (Brie Larsson) blev som 17-årig kidnappet og spærret inde i et haveskur. Her har hun i syv år opfostret sin 5-årige søn Jack (Jacob Tremblay) til at tro, at Rummet er det eneste der findes i verden. Træer, hunde og mennesker findes kun på tv, og ‘Old Nick’ kommer med mad, som han fremskaffer med magi. Lenny Abrahamson (Frank, What Richard Did) har instrueret, og Emma Donoghue har adapteret manus fra egen bog af samme navn. Filmen er, ligesom bogen, fortalt fra Jacks synsvinkel. Kidnapningen og voldtægten står i baggrunden for historien om en lille dreng, som oplever verden for før første gang. Mor/søn-forholdet er bevægende og gav anledning til tårer op til flere gange, og der var også plads til hjertebanken, når de to planlægger deres flugt. Det lyder måske ikke umiddelbart som en god film at se kl 9:15 om morgenen, men hvor er jeg glad for, at jeg trodsede morgenkulden.
Den værste: ‘The program’
Jeg har altid syntes, at det er rigtig hyggeligt at se Tour de France med min far om sommeren, når solen skinner og man ikke har noget bedre at lave. Men det er også mit eneste forhold til cykelsport. Jeg havde håbet, at ‘The Program’, som handler om Lance Armstrongs rise and fall, kunne give mig et andet blik på en sport, som jeg aldrig rigtig har connected med. Det var desværre ikke tilfældet. Jeg ved ikke, om det var fordi, det var min 3. visning i dag, og om jeg bare var træt, men jeg må indrømme, at jeg kedede mig. Filmen slår et alt for stort brød op; den vil vise hele Armstrongs livshistorie, fra da han starter som purungt nytalent, gennem cancer, 7 gule trøjer til tabet af trøjerne. Det handler selvfølgelig også om doping. Selvom Ben Foster virkelig gør, hvad han kan med sit materiale, forstår jeg aldrig rigtigt Armstrongs motivation for at tage doping. Det bliver plastisk, overfladisk og rigtig, rigtig kedeligt. Man skulle ellers have troet, at Steven Frears ville have set en filmisk mulighed for at levere nogle flotte billeder og en spændende cykelsprinte, men chancen spildes og projektet kører af sporet. Hvis ikke du forstår cykling, er ‘The Program’ ikke noget for dig. Og hvis du virkelig er fan, fortæller den dig intet, du ikke vidste i forvejen.
Den hvor alle vågnede op: ‘Very Big Shot’
Det kan være rigtig hårdt udelukkende at se film hele dagen, og ‘Very Big Shot’ af den libanisiske instruktør Mir-Jean Bou Chaaya havde en hård start. Filmen starter som en suspence thriller om tre brødre, der pusher kokain fra deres pizzeria. Men halvvejs beslutter den ene bror at lave en spillefilm, så kan kan smugle kokain ud af landet i filmrulledåser, som bliver ødelagt, hvis de åbnes i tolden. Så vågnede den internationale filmpresse op til dåd. Filmen tager et elegant 180 graders genreskift, og der opstår nogle rigtig sjove, memorable scener i en ellers lidt tynd film.
Den jeg havde glædet mig mest til: ‘The Assassin’
Jeg elsker historiske asiatiske kampsportsfilm. Og hvis Yimou er kongen, så er Hao Hsiao-Hsien den mere eksperimenterende følsomme prins. ‘The Asassin’ lægger ikke vægt på lækkert koreograferede kampscener, men giver sig mere tid til at dvæle ved billeder og karakterer. Kameraet bevæger sig næsten ikke eller med meget langsomme panoreringer i store wideshots. Der bliver gjort en dyd ud af slet ikke at vise den egentlige action. I stedet vender kameraet sig væk og fokuserer på naturen. Det er rigtig lækkert at se på, men måske til tider lidt trættende. Den kære mand ved siden af mig snorkede i hvert fald højlydt.