Når Skuespillet er så brillant, og filmen er så velinstrueret, virker det lidt ærgerligt, at man ikke bliver mere investeret i historien i ’Black Mass’.
Historien om Jimmy ”Whitey” Bulger er en virkelig historie om vold, korruption og menneskeligt fordærv. Det er historien om, hvordan visse medlemmer af FBI prioriterede den italienske mafias fald så højt, at de mere eller mindre med vilje hjalp en mindst lige så forfærdelig og voldelig mafiaboss til magten.
Det er en ekstremt fascinerende sag, som ikke blev afsluttet helt før 2012, til trods for at den foregik i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Derfor er det en smule ærgerligt, at man ikke er mere investeret i ’Black Mass’.
Godt håndværk
Skuespillet er fantastisk. Johnny Depp er i sin første rolle i efterhånden lang tid, hvor han rent faktisk spiller en karakter. Han forsvinder fuldstændig ind i rollen som Jimmy Bulger, og sex-symbolet Johnny Depp er ingen steder at finde i den kyniske morder.
Det samme kan faktisk siges for alle de andre skuespillere. Joel Edgerton er virkelig god i rollen som John Connelly – en FBI-agent, der lige så godt kunne have været medlem af mafiaen. Det kan også nævnes, at Benedict Cumberbatch har lagt sin britiske charme på hylden og fuldstændig bliver til Senatoren Billy Bulger – Jimmy Bulgers bror.
Samtidig er filmen rigtig godt instrueret. Til trods for, at der ikke nødvendigvis altid sker så meget, er rigtig mange scener meget intense. En hyggelig aftensmad i Jimmys selskab kan hurtig blive til en voldsom trussel, og selv når han taler venligt, kan man af og til klamre sig til sædernes armlæn. Alle scenerne er også flot filmet. Der er næsten ikke en finger at sætte på de smukke billeder af Boston og omegn.
Knap så godt grundlag
’Black Mass’ mangler et fast holdepunkt – en karakter eller et handlingsforløb, man kan være investeret i. Filmen har mødt en del kritik for mangel på sympatiske karakterer, men jeg vil ikke mene, at dét som sådan er problemet. ’Black Mass’ er en historie uden sympatiske karakterer, men når jeg ikke er investeret i historien, er det snarere fordi, filmen kraftigt mangler karakterdybde. Til trods for at vi følger både Jimmy Bulger og John Connelly gennem næsten alle scener i filmen, får ingen af de to karakterer meget mere personlighed end ”usympatiske” og ”kyniske”.
Filmen strækker sig over en lang årrække, og vi ser derfor kun udvalgte scener. Der er derfor et behov for en følelse af forståelse for, hvorfor netop denne scene bliver vist frem for en anden. Det er dog ikke særlig tydeligt i ’Black Mass’. Når man ser Jimmy Bulger true et menneske eller myrde en prostitueret, har det ikke den signifikans, man kunne ønske sig. Til trods for at scenen kan være intens, føles det ikke som om, denne luder er vigtigere end alle de andre, Jimmy har dræbt.
Jeg havde ikke en følelse af, at nogen karakterer rigtig ændrede sig i løbet af filmen. Jeg kunne heller ikke altid se, hvorfor én scene blev vist frem for en anden. Jeg manglede simpelthen noget, der bandt scenerne sammen, og da det aldrig opstod, sad jeg til sidst bare og kedede mig en smule.
Selvom ’Black Mass’ er velspillet og velinstrueret, er historien simpelthen ikke særlig medrivende. Til trods for et par meget intense scener og hvad der virker som et meget solidt historisk grundlag, bliver ’Black Mass’ en forholdsvist forglemmelig omgang.