‘Sicario’ er en intens, rå og gribende Guldpalme-nomineret action-thriller om narkotikakrigen i grænselandet mellem USA og Mexico.
Med dybe, rungende og skrækindjagende krigstrommer indledes ‘Sicario’. Den kvindelige FBI-agent Kate Macer (Emily Blunt) er under udrykning som del af en reaktionsstyrke, på en mission for at befri tilfangetagede gidsler. Under missionen gør Macer en grufuld og makaber opdagelse. Da chancen efterfølgende byder sig, melder hun sig til at dykke dybere ned i en voldelig og rædselsvækkende krig mod narkokartellerne.
Virkelige omstændigheder
‘Sicario’ er en fiktiv historie, der baseres på virkelige omstændigheder, som til stadighed gør sig gældende langs dele af den mexicansk-amerikanske grænse. Siden den mexicanske regering for omtrent et årti siden indsatte hæren i kampen mod de magtfulde narkokarteller, er især det nordlige Mexico nedsunket i et voldsorgie, hvor langt over hundrede tusinde mennesker har mistet livet til følge.
Det er med denne kulisse til baggrund at Macer, sammen med de to agenter Matt Graver (Josh Brolin) og Alejandro (Benicio Del Toro), nu igangsætter en etisk tvetydig indsats for at genoprette balance og kontrol.
Smuk, troværdig og stemningsfuld
Instruktør Denis Villeneuve og manuskriptforfatter Taylor Sheridan har med ‘Sicario’ begået en stærkt stemningsfuld og nådeløst medrivende action-thriller. Uden at svælge i grafisk vold eller overdrevne actionscener sidder man intenst klistret til biografsædet.
Den blændende stemningsfulde atmosfære i ‘Sicario’ er udgjort af flere aspekter. Først og fremmest er lydsiden helt fænomenal og i samhørighed med æstetiske billeder af autentiske omgivelser og vandforladt natur, skabes en smuk og effektiv synergi. Dertil følger solide skuespilpræstationer fra alle sider, samt en historie og et manuskript der er troværdigt, uforudsigeligt og sidder lige i skabet.
‘Sicario’ er ikke en fortælling om det gode mod det onde eller det retfærdige i genspejling med det uberettigede. I det mudrede og plørede kaos er alt blod rødt og lovmæssighed er fordampet i den barske ørkensol.