Juliette Binoche og Kristen Stewarts skuespil når Skyerne over Sils Maria.

Den anerkendte skuespillerinde Maria Enders (Juliette Binoche) begynder at mærke tidens tand. Karrieren blev skudt i gang, da hun i en ung alder medvirkede i stykket ‘Majola Snake’. Her spillede hun karakteren Sigrid, som indleder en heftig affære med den 40-årige Helena, for hvem forholdet får alvorlige konsekvenser. Et par årtier på toppen senere bliver Maria tilbudt, og takker efter nogen tøven ja til, rollen som Helena i en ny opsætning. Forberedelserne foregår i Sils Maria i de schweiziske bjerge og består hovedsageligt af vandreture samt sparring med hendes tro assistent og confidante, Valentine (Kristen Stewart).

Pragtpræstationer

Stewarts kemi med arthouse-koryfæen er fortræffelig og den unge amerikaner lever mere end op til opgaven. Hvor er det dejligt at se. At Binoche også leverer varen, og mere til, er ikke en overraskelse – bare en ren fornøjelse. Filmen synger i de mange scener, hvor deres forskellige perspektiver på stykket, og kultur i det hele taget, kommer til udtryk. Med visheden om ‘Maloja Snake’ handling drager man prompte paralleller på kryds og tværs mellem Maria og Valentine, Sigrid og Helena.

Den transgenerationelle debat mister dog en stor del af sin nuance ved introduktionen af den nye Sigrid. Hun skal spilles af ingen ringere end den paparazzi-omsværmede starlet, Jo-Ann (Chloë Grace Moretz), hvis offentlige udskejelser og karambolage med politiet er vidt publicerede. Disse kan Maria, på trods af sin udtalte ligegyldighed over for internettet sladderjournalistik, ikke helt dy sig fra at tjekke ud på YouTube. Jo-Ann og de blockbusters, som man kort ser, at hun medvirker i, kammer over, bliver for meget og unødvendigt karikerede.

Gennemsnitlig kulturkritik

Det er rigtig ærgerligt, at instruktør og forfatter Oliver Assayas i sin behandling af høj- og lavkultur falder tilbage på en noget fortærsket superheltekritik og fremstiller blockbusters som grelt og hult sæbeoperapladder. Det underminerer Val og fremstår som en generalisering fra en instruktør, der tilsyneladende ikke har kendskab til det, han kritiserer.

Det er dog ikke, fordi Assayas ville være ude af stand til selv at skabe et lille snas af en dyr Hollywood-produktion. Han demonstrerer nemlig, at han har styr på det filmiske håndværk, og ‘Skyerne over Sils Maria’ tager nogle ret fiffige stilistiske drejninger. Der skiftes for eksempel gear fra statisk dyrkelse af alpelandskabet til en langt mere kinetisk, og nogen vil sige ungdommelig, sekvens hvor Vals solotur på bjergvejene fortælles i en lang række billeder, der falmende afløser hinanden. Dette akkompagneres af rocktoner fra Primal Scream, der for en kort stund erstatter Händel på lydsporet. Så det er ikke, fordi Assayas er bange for at sætte sig i de unges hjørne for en stund. Men det ungdommelige snert får i sidste ende den kritiske fremstilling af underholdnings- og ungdomsbranchen til at synes endnu mere klodset.
‘Skyerne over Sils Maria’ giver en masse stof til eftertanke. Man havde måske bare ønsket, at Assayas selv var taget på et ophold i Sils Maria for selv at få lidt mere styr på tingene.