CPH:DOX løber i år af stablen for 13. gang i hovedstadens biografer. Sidste år havde festivalen med speciale i dokumentarfilm sit bedste år med et besøgstal på næsten 84.000 mennesker. I år er jeg en af de to skribenter, der dækker filmfestivalen for Nosferatu. Jeg har siden i torsdags, hvor festivalen startede, set en masse dokumentarer (og en enkelt fiktionsfilm), og jeg vil i dette blogindlæg komme med nogle anbefalinger og gode råd til, hvad man skal nå at se på DOX i år.

Den episke oplevelse
Noget af det, som CPH:DOX er rigtig gode til, er (foruden at vise mange film) at lave specielle events. Det kan for eksempel være, at instruktøren selv dukker op til fremvisningen, eller at en bog bliver læst op til et ti timers maraton. Disse events er for mig noget af det vigtigste ved DOX, og min største oplevelse indtil videre var også til et sådant event.

DOX havde nemlig søndag fået lov til at låne den nybyggede Iman Ali-moske i Nordvest til en fremvisning af den nye iranske storfilm ’Muhammad: The Messenger of God’. Det var med lidt nervøsitet i maven, at jeg dukkede op til kl. 8 foran moskeen. Jeg havde ikke prøvet at være i en moske før, og jeg ville for alt i verden ikke støde nogen. Men alle jeg mødte, muslimer såvel som ikke-muslimer, var venlige, og det var meget stemningsfuldt at gå rundt i den kæmpestore bygning, som nærmest var tom. Så blev filmen sat på, og den var meget episk. Den omhandler de første 12 år af profeten Muhammeds og hans nærmeste families liv. Filmen har taget syv år at lave og det er den dyreste iranske produktion nogensinde, og det kan ses. Med tusindvis af statister, fantastiske naturbilleder og med storladne sets var den en fryd for øjet.

Historien var dog mere lunken, og selvom filmen varer 3 timer, synes jeg ikke, at jeg føler mig meget klogere på profetens liv. De første 12 år af Muhammeds liv er ikke ligefrem de mest begivenhedsrige i hans liv, og filmen føles som en del af et større værk, som ikke fungerer særlig godt enkeltstående, og der er da også eftersigende planlagt to efterfølgere.

Profeten selv må som bekendt ikke afbilledes og man ser aldrig hans ansigt direkte. Det er en meget spøjs oplevelse at se en film, hvor hovedpersonens ansigt aldrig ses, og dét alene gør den værd at se. Filmen prøver at være en arabisk pendant til storfilm som Ben-Hur, men skuespillet halter lidt efter. Den er ofte ufrivilligt komisk, og min muslimske sidemand i moskeen brød ofte ud i latteranfald over de ekstravagante replikker, som leveres med lidt for meget overspil af de iranske skuespillere.

Alligevel var det en stor oplevelse at se de flotte billeder og episke momenter, og filmen bør fanges på storskærm, såfremt man kan abstrahere fra den halvtynde historie. ‘Muhammad: The Messenger of God’ fremvises desværre ikke i moskeen igen, men kan fanges i andre biografer i København den næste uge.

Den underholdende dokumentar
Det kan godt blive lidt tungt kun at se politiske og socialkritiske dokumentarer, så har man brug for blot at blive underholdt, vil jeg anbefale ’Banksy does New York’.

Hvis man har set ’Exit Through the Gift Shop’, ved man også, hvem kunstneren Banksy er. Eller, det gør man så alligevel ikke, for Banksy er berømt for at være anonym, og kun få ved, hvem der gemmer sig bag kunstneraliaset. Banksy laver street-art, og i oktober 2013 besluttede han sig for at lave ét nyt kunstværk om dagen i storbyen New York. Dokumentaren ’Banksy does New York’ skildrer denne produktive måned, samt hvordan folk prøvede at udnytte den hypede kunstners værker.

’Banksy does New York’ er fra starten en underholdende film at se. De mange kunstværker er interessante. Banksy skaber en selvironisk distance via sin hjemmeside, hvor en mekanisk stemme kommenterer værkerne med distanceret arrogance og kritisk blik, og det forhindrer værkerne i at blive for prætentiøse og holder filmen nede på jorden. Jeg synes samtidig, det er interessant på en tragikomisk facon at se de mennesker, som prøver at udnytte Banksys værker kommercielt. Specielt fanges ens opmærksomhed af en skruppelløs kunstsælger, som konstant kommer med griske kommentarer og er fuldstændigt ligeglad med det faktum, at han udnytter en kunstner som ikke får en krone for sine værker.

Desværre synes jeg, at filmen tager de samme temaer op, som ’Exit Through the Gift Shop’ gjorde. Banksys kunst er interessant, men dokumentaren har ikke lige så meget på hjerte, som Bankys egen dokumentar havde, og selvom den er underholdende, er filmen ikke ligefrem stor filmkunst.

Den gode film
Den mest rørende, og dermed også bedste film på festivalen indtil videre har for mig været åbningsfilmen ’Mand Falder’. Dokumentaren følger Per Kirkeby efter hans fald ned ad en trappe. Faldet har givet ham en mindre hjerneskade, som forhindrer ham i at male på samme måde, som han kunne før sit ulykken.

Filmen er en intim skildring af en mands kamp for at blive sig selv igen. Instruktør Anne Regitze Wivel har selv mistet sin mand til et fald, og filmen føles meget personlig for hende. Hun er desuden en nær bekendt af Per Kirkeby og det, at de er bekendte, gør filmen desto mere personlig. Kirkebys uomtvistelige talent skinner i glimt igennem; for eksempel i en eminent scene, hvor han, til lyden af Brahms klassiske musik, får en blyant til at danse ballet på et stykke papir.

Jeg kom i løbet af portrættets to timer til at holde af Kirkeby, som jeg ikke havde noget forhold til, før jeg så filmen. Hans lune charme og selvironi gør ham utrolig nem at holde af, og dermed bliver selve historien om hans kamp så meget desto mere gribende.

Mange af de dokumentarer, som jeg har set i den her uge, er ikke gået ind under huden på de personer, der er portrætteret. Det gør ’Mand Falder’, og dermed er den mit bud på den bedste film, jeg har set på DOX indtil videre.