I ‘Infinitely Polar Bear’ kastes den maniodepressive Mark Ruffalo ud i den overvældende og lidet smarte opgave at skulle overtage pasningen af sine to unge døtre på fuldtid.

‘Infinitely Polar Bear’ er en yderst personlig historie fra Maya Forbes, der her debuterer som instruktør. Baseret på oplevelser fra hendes egen barndom handler filmen om en tid, hvor familien efter faren Cams (Mark Ruffalo) totale psykiske sammenbrud må flytte fra landet til byen, så moren Maggie (Zoe Saldana) kan få et arbejde og forsørge dem.

Cam kommer fra en af områdets rigeste familier, men hjælpen og støtten herfra er begrænset. Da Maggies gerne vil sende pigerne i en god skole og give dem en bedre tilværelse, ser hun sig nødsaget til at vende tilbage til studierne, og universitetet ligger udenbys. Det er derfor nu op til Cam at passe pigerne, mens Maggie færdiggør sin uddannelse.

En maniodepressiv drivkraft
Mark Ruffalos karakter Cam er utvivlsomt filmens omdrejningspunkt. Han er en varmhjertet, energisk, excentrisk og ultra kæderygende far, der altid gør sit bedste og er rørende klar over sine mangler. Man mærker tydeligt, at Maya Forbes har ville fortælle om tiden, dagen og vejen i selskab sin søster og far, hvorfor filmen i høj grad handler om farens udskejelser og skøre uafsluttede projekter.

F.eks. udgør deres hjem og lejlighed en vigtig del af filmen. Ved enten at ligne Jerusalems ødelæggelse, et mærkværdigt loppemarked eller at være fuldstændigt rent og ryddeligt, beretter den om Cams midlertidige sindstilstand og illustrerer pigernes rutsjebanetur gennem tilværelsen med en maniodepressive far.

Romantisering af bipolare lidelser
Filmens engelske titel er et nuttet lille ordspil på de unge pigers manglende forståelse for Cams egentlige diagnose. Titlen er derfor også et ret godt eksempel på det billede, som tegnes af sygdommen og dens menneskelige medfølger. Sygdommen romantiseres næsten til at være noget lidt finurligt, skævt og kærligt, som da Cam sidder oppe hele natten for at sy en nederdel til den ene datters teaterforestilling. Den tages altså ikke seriøst nok.

Det føles på nogen måder lidt, som da man efter at have set ‘Trainspotting’ godt kunne forstå, at det der med at tage heroin nok var en dårlig ide; men man havde stadigvæk lidt lyst. Der opstår altså på en uheldig måde en forskydning mellem, hvad filmen får dig til tænke og føle.

Efter at have set filmen sad jeg tilbage med en følelse af, at fortællingen mistede noget ved ikke rigtigt at tage sygdommen alvorligt. Pigernes liv med deres far vises blandt andet gennem en utrolig mængde af alt for muntre montager, der fremstiller dagligdagens trommerum, Cams endeløse kæderygerrig eller lejligheden, der ligner noget, der er løgn. Måske er det Maya Forbes nostalgiske erindringer om sin barndom, der giver filmen sin generelle munterhed. Men på grund af denne opstemte fornøjethed i en fortælling og et miljø, der mest af alt lægger op til et socialrealistisk drama, formår filmen desværre kun sporadisk at blive sjov eller rørende.

‘Infinitely Polar Bear’ er en sød, livlig og personlig fortælling. Det er tydeligt, at Maya Forbes brænder for at fortælle sin historie, men desværre bliver filmen for overfladisk, intern og til tider lalleglad.