Dokumentaren om restaurant Noma og manden René Redzepi viser sig at være en smagløs portion tomme kalorier.

Det giver god mening at lave en dokumentar om den verdenskendte restaurant Noma og dens køkkenchef, René Redzepi. For pokker – det er jo historien om det lille køkken, der kunne! Med gåpåmod, flid og en lang fuckfinger til establishmentet blev det umiddelbart latterliggjorte koncept om et nordisk køkken en international succes – en art axis mundi hvor himmel og jord mødes, hvor madlavning når et højere niveau. Men Pierre Deschamps endelige dokumentar er stort set uden bid.

 

Heaven’s Kitchen

Lovprisningen af Redzepi og new nordic-konceptet er øjeblikkelig og langvarig. Dette leder i første omgang til en vis underholdningsværdi – som da “Requiem for Mozart” ganske umotiveret figurerer på lydsporet. Så tænker man, at katastrofen er lige om hjørnet. Men nej, nummeret bliver afløst af endnu et lovprisende interview, hvor Redzepi beskrives som madlavningens Mozart. Der råbes så højt og så ofte om hans geni, at selv dem på bagerste række i de nærliggende sale kan følge med. Da det efter en time bliver klart, at det vil fortsætte i samme stime, begynder man så småt at syde i sit sæde.

Ak og ve – alle der havde håbet på kokkekonflikter må gå sultne i seng. I enkelte tilfælde taler Redzepi lidt halvhårdt til nogle af sine ansatte. Straks retter man ryggen i håb på noget spændende. Men man synker snart sammen igen, for drama udvikler det sig ikke til. Det er blot en nødvendig del af jobbet. Han bryder sig dog ikke om det, hvilket han selvfølgelig lige skal forklare i voice-over.

Han og holdet – der forbliver stort set anonyme – er fremstillet så skide ufejlbarlige. Selv når restauranten rammes af skandale og 63 gæster bliver syge med norovirus (hvis man er i tvivl om hvad den lige gør, så skal man heller ikke søge svar her) viser det sig ikke at være folkene på Nomas fejl. Så det skøjter filmen lige så elegant hen over uden at give indtryk af hvilke konsekvenser, dette måske vil have for restauranten. Det er svært at tro på, at Deschamps har kunnet følge restauranten i fire år og så ikke diske op med mere engagerende materiale. Ikke alle chefkokke behøver at være som Gordon Ramsay, men her virker udtrykket bare alt for poleret. Som var det en reklame.

 

Mad- og naturporno

I stedet for konflikt, drama eller indblik i Nomas maskineri får man serveret madporno i en uendelighed. De sirligt komponerede og overordentligt flotte retter bliver ydet fuld retfærdighed i ømme nærbilleder og lækkert ser det da ud. Men selv det kan ikke undslippe en aura af monotoni. Redzepi bruger en stor del af sin taletid på at fastslå vigtigheden af tid og sted i den kulinariske oplevelse og hvordan dette ledte til filosofien bag new nordic.

Menuen er jo som bekendt baseret på årstidsdikterede ingredienser og for at illustrere denne tankegang tyer filmen til naturoptagelser, der ofte er virkelig smukke. Her må man give filmen, at man i korte glimt kan se, hvordan det skandinaviske terræn kan inspirere. Men i stedet for virkelig at dykke ned i denne eller nogen anden proces, smutter filmen tilbage til dejlige, idylliske Noma, hvor intet når kogepunktet og hvor næsten alt er godt under den messianske Redzepis inspirerende ledelse.

Man sidder i sidste ende tilbage med fornemmelsen af, at have indtaget et måltid uden meget smag og med al for mange tomme kalorier.