’The Program’ er en underholdende film om Lance Armstrong, som kører derudaf i højeste gear. Men kæden holdes desværre ikke stram nok til at blive en klassiker indenfor sportsfilmsgenren.

Det ultimative symbolske billede på Lance Armstrongs karriere fandt sted på de franske landeveje en varm dag i 2003. Den bagende franske sommersol havde smeltet dele af vejens asfalt på bjerget Cote de La Rochette og derved gjort banen glat. Lance var i den gule trøje ca. fyrre sekunder foran Joseba Beloki og sad klistret til Belokis hjul på vej ned ad bjerget. Pludselig skete katastrofen: Belokis cykel gled. Han styrtede, brækkede hoften, og var millimeter fra at trække Armstrong med sig ned, men Lance skød ulovligt genvej over en kornmark. Der var ramaskrig, for det var imod reglementet, og folk mente, at Armstrong skulle have en tidsstraf.

Armstrong blev ikke straffet den dag, men er senere blevet dømt for den ulovlige genvej han tog med den blodmedicin, han ulovligt skød ind gennem sine blodårer i armen det meste af sin karriere. ’The Program’ omhandler den mand, som bedrog millioner af sportsfans verden over, både på hans rejse mod toppen og mod hans uundgåelige fald.

Den moderne Dr. Faustus
’The Program’ starter sin fortælling, da Lance er 21 år gammel. En nyudklækket, professionel cykelrytter og en ung og relativt uskyldig amerikaner som efter succes i Amerika havner på den europæiske cykelscene, hvor EPO er en fast del af gamet. I sin hunger efter succes begynder Lance at presse sig selv og sine holdkammerater til at begynde at indtage det ulovlige stof.

Filmen er en moderne Dr. Faustus-myte om en mand, der sælger sin sjæl til dopingdjævelen og langsomt bliver til et monster, som koldt og kynisk presser folk til at være tavse og som ved vold og magt forsøger at dække over sin løgn. Det er en næsten mytologisk fortælling, og Ben Foster leverer en stærk præstation som Armstrong. Foster ligner ikke blot Armstrong rent fysisk, hans attitude og kropssprog sidder så lige i skabet, at jeg ofte var i tvivl om, det var Foster jeg så, eller om instruktør Stephen Frears brugte arkivmateriale med den rigtige Armstrong.

Cykelsportens Voldemort
Armstrong er tæt på at have samme status i cykelmiljøet, som Voldemort har i Harry Potter. Armstrong er den eneste i Tour de France-historiebøgerne, hvis navn er blevet fuldstændigt slettet, og det er vel at mærke i en sport, som ikke just er domineret af guds bedste børn rent historisk. Heldigvis formår ’The Program’ at male et nuanceret billede af Armstrong, og hans forhold til kræft og kræftpatienter giver ham nogle enkelte medfølelsespoint.

Filmen strækker sig over ca. 18 begivenhedsrige år i Armstrongs karriere, og med en spilletid på 103 minutter er det, som om filmen kun glimtvis kommer helt ind på livet af Armstrong. Andre gange føles filmen som en lang montage over Lances bedrifter på gode godt og ondt, og det er en skam.

Endimensionelle bipersoner
Fokus i filmen rettes primært mod Armstrong, og det kan desværre mærkes i resten af persongalleriet, hvor ingen af karaktererne synes tredimensionelle. Jesse Plemons gør det hæderligt som Armstrongs holdkammerat Floyd Landis, men filmen kommer aldrig ind under huden på Landis, som enkelte steder virker som et plot-device, der blot er til stede i filmen for at orkestrere Lances endelige fald.

Helt galt står det til med portrætteringen af Armstrongs læge Michele Ferrari, som er en blanding mellem Dr. Jekyll og Dr. Strangelove. Specielt underligt bliver det i en scene, hvor Ferrari passioneret erklærer sin kærlighed til doping, som har bragt ”videnskaben tilbage til sporten”.

Slutteligt ender ’The Program’ derfor med at være en fin skildring af en korrumperet sportsmand, men heller ikke mere end det. De flade biroller og den korte spilletid til en lang historie trækker ned.

Det er ikke stor kunst, men jeg var rigtig godt underholdt i selskab med Lance Armstrong, og filmen er bestemt et kig værd, specielt for cykelfans.