Sagaen om The Italian Stallion fra Philadelphia forsættes ufortrødent. For nu syvende gang på næsten 40 år møder vi den venstrehåndede bokser, Rocky Balboa, der formår både at modtage såvel som at give en proper næve.
Tiden selv er den uovervindelige mester over dem alle. Den har til syvende og sidst hevet en hver champion til sine knæ og står til dato ubesejret tilbage. Noget i den stil fortæller vores efterhånden aldrene Rocky til filmens nye unge, håbefulde og energiske bokser Adonis Creed. Og Adonis Creed er ikke bare hvem som helst. Til alle fans af Rocky-filmene derude behøver navnet ingen videre forklaring, men til de af jer, som er mindre bekendte med Rockys univers, er Creed efternavnet på den bokser, som Rocky møder i sagaens to første film.
Læremesteren opsøges
Adonis Creed har kampen i sit væsen og i sit blod. He fights. Karrieren på et ni-fem kontorjob med snarlig forfremmelse er ikke noget for ham. Han opsiger derfor jobbet og igangsætter jagten på at blive professionel bokser. Hans foretagende fører ham hurtigt til Philadelphia og der går ikke længe, før han opsøger den gamle Rocky, der passer sin restaurant, mens han lever et tilbagetrukket liv langt fra boksningens verden.
Adonis vil have Rocky som sin træner. Men ingen fisk skal være for let at fange, og Rocky er fra første færd da heller ikke alt for opsat på at skulle tilbage til bokseringen, omend på den mindre smertefulde side af torvene denne gang. Husk nu: Rocky har, som vi ved, allerede en gang tidligere påtaget sig at træne en ung og lovende bokser. Men Tommy ‘Machine’ Gunn fra filmen ‘Rocky V’, hvor Rocky har mistet sin formue og er tilbage i Phillys fattigdom, ender med at forråde ham, hvorfor Rockys tilbageholdenhed selvsagt er forståelig nok.
Læremesteren accepterer
Træningen går altså nu i gang og det er old school-træning, som det skal være og som det var i Rockys egen tid. Der er i det hele taget en lang perlerække af små hints og referencer til den første ‘Rocky’ fra 1976, som fans nok skal få øje på. Der går derfor heller ikke lang tid, før Adonis får – ligesom Rocky fik med Apollo Creed – chancen for at udfordre en regerende mester med flere bælter om livet. Træningen intensiveres gennem mange og fede montager, viljen og selvtilliden bygges op til skyhøje højder og der forberedes til det endelige klimaks med et brag af et bokseopgør.
Adonis Creed
Adonis Creed er spillet af Michael B. Jordan. Sammen med Sylvester Stallone bærer han på fornem vis filmen gennem de scener og områder, der ikke direkte omhandler boksning – selvom han i boksningen på bedste vis selvfølgelig også er hårdtslående. I særdeleshed opstår der i Adonis’ forhold til pigen Bianca (Tessa Thompson) nogle virkeligt fine og varme scener. På samme vis er det en fryd at se Sylvester Stallone vende tilbage med hatten på skrå og videreføre den efterhånden legendariske filmkarakter.
‘Creed’ prøver ikke at være noget, som den ikke er. Den tager ikke sig selv for alvorligt og kommer hellere med et komisk indslag end med selvhøjtidelighed. Derfor var filmen på alle måder en skøn og positiv oplevelse. Jeg fik alt, hvad jeg kunne ønske mig af endnu en film i Rocky-sagaen, men jeg fik det med en bedre historie, en bedre dialog og bedre skuespillerpræstationer, end jeg havde turde håbe på. Vi har naturligvis langt fra at gøre med et mesterværk her, men ‘Creed’ var en stærkt underholdene oplevelse og er bestemt ikke kun en film for Rocky Balboa-fans.