Gaspar Noé virker til at mene, at kærlighed på film bliver mere interessant, for hver gang en pik kommer tilskueren i hovedet, og jeg er tilbøjelig til at være enig med ham.

En mand, en kvinde, en tidligere elsker og en kompliceret fortid. Måske har vi set det før, men det er svært at sige, for, vi har aldrig før set historien med Gaspar Noé bag kameraet. Vi ved fra tidligere værker som ’Enter the Void’, at Noé har et stort fokus på, hvad der foregår i hovedet på folk, men at han absolut ikke er bange for at vise, hvad der foregår udenfor. Når ’Love’ åbner med en scene, der viser hovedpersonen og hans tidligere elsker i fuld gang med at tilfredsstille hinanden med hænderne, er det imidlertid klart, at Noé ikke er færdig med at nedbryde grænser.

Simpel historie, komplekse mennesker
Plottet kan hurtigt opsummeres: Da en mand hører, at hans ekskæreste er forsvundet, genoplever han hele deres forhold sammen. Han ignorerer til gengæld fuldstændig den kvinde, han er sammen med nu, selvom de har et barn sammen.

Filmen er næsten ét langt flashback, og for mig var det en næsten lige så fængslende oplevelse som ’Enter the Void’. Til trods for at manden fra starten virker som den mest usympatiske nar, jeg nogensinde har set på en skærm, fik jeg i løbet af filmen både sympati og forståelse for ham, selvom han aldrig holdt op med at være både upålidelig og selvretfærdig. Jeg begyndte efterhånden at kunne se, hvordan han var havnet i den situation, han var, og hvordan han trods alt ikke kunne tilskrives hele skylden for alt, der var sket.

Det lyder måske som et simpelt melodrama på papiret, men jeg blev virkelig indfanget af historien om to uperfekte mennesker i et forhold, der muligvis og muligvis ikke var godt for nogen af dem.

Smukke, grafiske billeder
Jeg blev fanget af historien, men må også indrømme, at jeg nok ikke var blevet det, hvis det ikke var for Gaspar Noés helt specielle stil. Jeg vil mene, at Noé bruger decideret porno som et virkemiddel i denne film, og for det skal han have ros. Jeg blev ekstremt tændt af nogen scener, og det gav virkelig en stærk forståelse af karaktererne. Forelskelse handler i næsten ligeså høj grad om sex, som det handler om følelsesmæssige bånd, og som tilskuer til sexakten kunne jeg mærke en helt anden forståelse for karakterernes kærlighed til hinanden.

Derudover er ’Love’ bare en ude af proportioner smuk film. Sexscenerne havde ikke været nær så frække, hvis ikke hvert enkelt skud havde en helt unik komposition, og hvis ikke lys og lyd altid understøttede stemningen. Under én scene hører vi ’Maggot Brain’ med Funkadelic, mens vi i en anden kun hører de lyde, karaktererne giver fra sig.

Lidt rigeligt pik
Jeg blev indfanget af historien på grund af stilen, selvom den af og til bliver lidt for meget. Måske er den mest kendte scene fra Noés ’Enter the Void’ en scene, hvor kameraet meget bogstaveligt bevæger sig ind i en skede, og vi ser sex inde fra denne, indtil pikken kommer ud over kameraet – ud over os. Ikke alene optræder en lignende scene også i denne film – vi får som publikum sæd ud over os op til flere gange, inden den første time er gået. Det er sikkert sjovt og underholdende at se, når filmen er i 3D, men for mig holdt det på et tidspunkt op med at bidrage til historien og blev i stedet til et lidt billigt trick.

Når jeg kritiserer ’Love’, er det dog meget få scener, jeg tager fat på. Jeg savnede absolut ikke indhold, og de gange, jeg synes, der skulle være skruet ned for stilen, kan tælles på én hånd. Hvis man ikke kommer ud fra en Noé-film med lidt svedige håndflader, er det jo næsten ikke turen værd.

Melodramaer kan ofte savne noget lidt mere spændende at se på. Porno savner ofte bedre karakteropbygning og skuespil. Måske har Gaspar Noé fundet en gylden mellemvej her.