’Filmen om Radiserne: Med Nuser og Søren Brun’ har fuldstændig fanget stemningen fra den gamle tegneserie og måske især tegnefilmen. Fra såvel tegnestil som tematik kommer den velkendte følelse af glæde og eventyr ud af biograflærredet.
Vi kender alle ’Radiserne’ fra barnsben og måske endnu før. Det er den evige historie om en gruppe børn i en lille by. Søren Brun er selvfølgelig den mest prominente karakter, og det er gennem hans naive, godhjertede blik, at vi ser verden.
Man kan ikke sige, at ’Filmen om Radiserne’ bringer meget nyt til bordet. Vi er i den samme lille landsby, hvor hverken internet eller terrorfrygt virker til at være nået ud. Det er dog heller ikke nødvendigvis, hvad man leder efter i en ’Radiserne’-film. De fleste vil formentlig være tilfredse, hvis de får den gode gamle historie om Søren Brun og hans bestræbelser på at passe ind – og det er præcis, hvad man får.
Der er flyttet en ny pige til byen, og Søren Brun vil gøre alt for at imponere hende – måske med undtagelse af at tale med hende. Dette fører til det ene forsøg på det andet, og selvfølgelig går det galt gang på gang.
Ny stil, men stadig som før
Animationen fanger fuldstændig den stemning, tegningerne plejede at skabe. Det lyder måske næsten blasfemisk at lave en ’Radiserne’-film uden de klassiske håndtegninger. Disse får vi at se, når Søren Brun fantaserer, og det er altid et dejligt gensyn. Den nye animationsstil er dog lige så charmerende, som de gamle tegninger var. De er alle lige så nuttede, og verden virker stadig som et eventyrligt sted, selvom den er computeranimeret.
De gode gamle radiser
Karaktergalleriet er det samme, som det altid har været. Vi har hele den lille landsby af børn, og de får næsten alle sammen lidt tid til at få personlighed. Søren Brun er, som han plejer, godtroende og sød. Nuser er ude på et nyt eventyr, og både han og Woodstock er så vellykkede, som man kunne håbe på. Min yndlingsfigur var dog Trine Van Pelt.
Da jeg som barn så ’Radiserne’, var jeg ikke særlig glad for Trine. Hun var bare altid så grov, og jeg syntes, det var synd for Søren Brun, når hun var i nærheden. Jeg ved ikke, om det bare er, fordi jeg er blevet ældre i mellemtiden, eller det er, fordi denne film har fundet den gyldne mellemvej mellem sjov og grov, men Trine var muligvis filmens største attraktion for mig. Hvad end det er hendes ekstremt grove udtalelser, eller det bare er, når hun sælger psykologhjælp fra sin bod ved vejkanten, er hun ekstremt underholdende. Hun skælder og smælder, og hun er så falsk som få, og jeg elskede hende for det.
Hverken god eller gammel slutning
Vi ved alle, hvad ’Radiserne’ vil fortælle os. Du er god nok, som du er og så videre. Det er et hjertevarmende budskab, og det leveres altid med en elegance, der får én til at tro på, at det er sandt. Dette er dog ikke tilfældet for ’Filmen om Radiserne’. Denne film har en fuldstændig horribelt dårlig slutning, og jeg skal nok lade være med at sige mere, men min følelse af glæde blev i de sidste fem minutter erstattet af en følelse, som når man har spist for meget candyfloss.
Heldigvis kom der et par ekstra animationer efter filmens egentlige slutning, og jeg blev mindet om, hvor meget der i virkeligheden fungerer. ’Filmen om Radiserne’ er ekstremt hyggelig, og den vil både kunne nydes af børn og voksne – især voksne med en lille portion nostalgi.