Årets Grand Prix-vinder fra Cannes Film Festival ’Sauls Søn’ får endelig dansk premiere.
En tur i helvede er, hvad denne skræmmende intense film tilbyder, såvel som et individuelt drama om en mand, der er tvunget til at medvirke i udførelsen af Holocaustens modbydeligheder.
Fremragende film, enestående debut
Det er svært at tro på, at ‘Son of Saul’ er László Nemes debutfilm. Før filmens premiere på Cannes Film Festival var den 38-årige ungarer mest kendt som assistent for Béla Tarr. Der er nok ikke mange debutinstruktører, der havde valgt at lave en film, der placerer publikum då tæt på rædslerne i Auschwitz, og måske ingen andre, der ville have gjort det som Nemes.
’Sauls Søn’ følger den jødisk-ungarske fange Saul (Géza Röhrig), som er medlem af en gruppe fanger, som arbejder i lejren kaldet Soderkommandoen. I den gennemborende åbningsscene ser vi, hvordan kommandoen følger de ny ankommende fanger ind i gaskamre. De bliver bedt om at klæde sig af, hvorefter de hyrdes som kvæg, mens nazisterne råber tomme løfter om varm mad og arbejde efter et bad. Saul står med et fraværende udtryk og hører på sine landsmænds øresynderrivende skrig, mens han venter på at udføre sit arbejde med at slæbe de nøgne våde kroppe til afbrænding og rense gaskammeret for blod inden næste hold kommer ind. Hele processen virker som en industri. Det er timet og rutine. Nemes tvinger os til at se dette teater af ren ondskab.
En søn af folket
Efter Saul bevidner en ung ungarsk dreng overleve gaskammeret – for derefter at blive aflivet helt – beslutter han sig for at gøre det til sit livs mission at give drengen en ordentlig begravelse. Jeg synes aldrig rigtig at det blev klart, om drengen var Sauls søn, eller om han så ham som det symbol på en søn af sit folk. Men symbolik eller ej, billedet er klart. Saul ofrer sig gerne for de døde. Han er godt klar over, at hans skæbne er lagt fast, og at han selv ikke har langt igen.
Selvom Nemes placerer os tæt på rædslerne skaber han en distance ved at sløre alt, der ikke er få centimeter fra kameraet. For det meste følger vi Saul i lange oneshot-scener i close-up. Vi kan lige skimte nøgne lig og brændende kroppe, mens lyden til gengæld er helt fremtrædende. Der er råb og skrig, mens det meste dialog er lavmeldt hvisken. Den visuelle stil afspejler den følelsesmæssige distance, som Saul har bygget omkring sig selv for at overleve.
Stjerneregn
’Son of Saul’ er et sandt visuelt mesterværk, der samtidig er gennemborende, rørende og hudløs. Den er rystende ind til benet og efterlod mig både følelsesmæssigt drænet og med en indre jubel over filmkunsten, for ’Son of Saul’ er et fantastisk eksempel på at filmen stadig har ubetrådte veje at gå. ‘Krigen’ får kamp til stregen i Oscarløbet om prisen som årets bedste udenlandske film.