Iranskfødt filmperle forundrer og forankrer en pointe, der burde indføres med diktatorisk dekret.

Hvad sker der, hvis en diktator i en ligegyldig magtdemonstration for sit barnebarn slukker lyset i hele sin hovedstad? Så tænder folket selv lys. I form af eksplosioner og skudsalver. Det er ikke bare banalt billedsprog. Det er starten på Mohsen Makhmalbafs ‘The President’, der er månedens film i Cinemateket. Den anerkendte iranske instruktør – der både er eksileret og offer for flere snigmordsforsøg fra hjemlandet – har i kølvandet på det arabiske forår filmet en fortælling, der beskæftiger sig med, hvad der sker, når enevælden ender.

Uskyldigheden og udyret.
Præsidenten (Misha Gomiashvili) væltes umiddelbart efter, at revolutionen bryder ud. Han aner muligheden for det og sender hele sin familie, med undtagelse af barnebarnet (Dachi Orvelashvili), ud af landet med et fly. Allerede på turen tilbage til paladset er borgerkrigen dog intensiveret i en sådan grad, at selv hans militære eskorte flygter. Det nødsager diktatoren til at tage flugten og det femårige barnebarn i egen hånd. En flugt, der giver en tankevækkende skildring af, hvordan et magtfuldt monster tackler at stå i øjenhøjde med sine selvskabte rædsler. Og så er der jo også lige en dreng, der som sine jævnaldrende har en forkærlighed for svære spørgsmål.

Grænselandet mellem monster og menneske
Det lyder som endnu en omgang kid makes man human, men filmen forholder sig naturligt og usentimentalt til det. Drengen er selvfølgelig uskyldig i krigens sammenhæng, men han er samtidig et produkt af sin opvækst i paladset. En berettiget lille satan, der dog har sin klare rolle i fortællingen. At forklare ens barnebarn hvad tortur er på baggrund af beretninger om egne befalinger er hård kost, selv for en diktator. Det er i mødet med virkelighedens verden, langt væk fra falsk, frygtbaseret tilbedelse, at den indspiste, herskermentalitet udfordres og udvikles.

Det georgiske landskab og cast skaber en troværdig ramme for det fiktive diktatur. Alle skuespillerne, med undtagelse af drengen, er indfødte og har det specielle, hærdede udtryk, som kun underkuede mennesker tilegner sig. Man møder på vejen en række skæbner, som har smagt diktaturets drabelighed. Det er alt fra forældreløse børn, der arbejder i et stenbrud, til diktatorens tidligere flamme, der nu ernærer sig ved verdens ældste erhverv. Det er en tempofyldt rundtur i, hvordan et regime kan røvrende sin befolkning på det grummeste. Og ikke mindst hvordan det revolutionerende folk kan røvrende sig selv, hvis de tror, at en ny dosis død og ødelæggelse kan ændre noget som helst.

Øje for øje efterlader hele verden blind
En diktator væltes, og folket er frit. Så er der vel liv og glade dage, ikke? Nej, Makhmalbaf tager ikke sin krigskaffe med Hollywood-sukker. Det tyranniske embede afløses af militser, hvor vold, voldtægt, tortur og tyveri er en lige så integreret del af dagligdagen. Instruktøren udfolder det faktum, som historien har udpenslet. Et voldeligt styre afløses meget sjældent af andet end nye, hævngerrige herskere.

De herskere har også sjældent glemt, hvordan det sidste væltede styre blev behandlet, så de skyr heller ingen midler for at undgå samme skæbne. Filmen har en tydelig ideologi om, at denne cirkulære dødsdans bliver ved, indtil nogen spiller en hånd, som ikke er knyttet.

Jeg var på ingen måde forberedt på mødet med den her film. Jeg kendte ikke instruktøren, og jeg kender nærmest intet til den iranske filmscene. Jeg sad tilbage med lige dele benovelse og beundring over for denne potente parabel om magt og mennesker.