Alejandro Gonzalez Iñárritu er tilbage med en storfilm af bibelske dimensioner.

Man siger at de rigtig store film, er dem, der får en til at se anderedes på verdenen, når man kommer ud af biografens mørke. Det er svært at forklare, men da jeg kom ud i den københavnske isvinterluft, virkede byen lidt mere fremmedgjort og livet lidt mere poetisk, end før jeg havde oplevet ‘The Revenant’.

‘The Revenant’ er først og fremmest enormt fuld af smerte. Både emotionel og i høj grad fysisk smerte, som er fuldstændig ubegribelig for et helt almindeligt menneske, der sidder i en mørk biografsal. Ofte er man med sådanne film i en vis grad distanceret fra den vold, der udfolder sig på lærredet. Det føles falsk, manipulerende og opstillet. Det er ikke tilfældet her. Alt føles ægte og så tæt på, at man går ud fuldstændig udmattet og overvældet. Det var lidt som at så en lussing i ansigtet, der mindede en om, hvor komfortabelt livet er.

Iñárritu
Tonen bliver sat fra starten med en betagende iscenesat sekvens, da en nordamerikansk pelsjægerlejr bliver angrebet af indfødte. Pile flyver fra alle vinker som en usynlig fjende, og mændene til hest er som dødsriddere kommet for at rive livet fra jægernes kroppe. Mens pile gennemborer kød og mænd falder på stribe, flygter en lille gruppe til en nærtliggende båd og undslipper. Blandt dem er Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) og hans halvblodsindianersøn Hawk (Forrest Goodluck) samt den barske John Fitzgerald (Tom Hardy), der ikke kan lide Glass, ekspeditionslederen Andrew Henry (Domnhall Gleeson) og den unge Bridger (Will Poulter). Midt i vildmarken og med vintern i hælene, beordrer Henry at tage den lange hårde rejse til fods til basen. En dag, da Glass er væk fra gruppen, bliver han brutalt angrebet af en Bjørn. Dette er uden tvivl en af de mest hårrejsende intense scener, der brænder sig fast på nethinden for eftertiden. Fra det tidspunkt væver Glass mellem liv og død. Da han bliver for stor en byrde for gruppen, efterlader de ham med Hawk, Bridger og Fitzgerald, der skal passe på ham, til han ånder ud. Han bliver forfærdelig forrådt af Fitzgerald, der dræber Hawk, mens Glass er ude af stand til hverken at skrige eller bevæge sig. Det er med hævnen for øje, at han tager kampen op mod sin lemlæstede krop og rejser sig fra de døde. Det bliver en ufattelig hård kamp mod naturen, menneskeracen, hans eget kødelig bur og kun med viljen som våben.

Lubezki
Emmanuel Lubezkis kameraarbejde er intet mindre end sublimt. Billederne af den nordamerikanske vilde natur veksler mellem store tætte skove, der gemmer solen, åbne vidder med uendelig horisont og snedækkede bjerge, der står som symboler på menneskets lille målestok. Det exceptionelle er, at naturen aldrig bare står som en smuk baggrund, men bliver en karakter i sig selv. Både som en voldsom kraft, der udfordrer overlevelsesevnen, men også som en levende observatør over menneskeskabningen, der er i gang med at udrydde sig selv. Ligeså spirituelt som landskabsskudene bliver, ligeså nervepirrende er aktionscenerne, der for det meste forbliver ubrudte og tvinger os til at blive midt i blodsudgydelserne.

DiCaprio
Der skal også smides et par ord med på vejen om manden Leonardo DiCaprio, hvis tilstedeværelse på lærredet har aldrig været mere intens og overbevisende. Længderne han skubber sig selv til, er for mig fuldstændig ubegribelige. En skuespiller, der kan portrætterer en karakter, der bogstavelig talt har fået næsten alt taget fra sig, og der kun er plads til at bære et stort følelsesregister gennem øje og ansigtsudtryk, og få andre til at tro på det, er en meget dygtig skuespiller.

Jeg ved slet ikke hvordan man kan stykke en film som ‘The Revenant’ sammen. Det er lidt som at se det Sixtinske kapel eller pyramiderne og undre sig over, at det er menneskeskabt. Men det er måske også en af filmens pointer, at mennesket både er stort og småt.