Touchdown Berlin. Landingsbanen byder mig velkommen til kontinental Europas centrum for kulturelle fornøjelser, kulinariske oplevelser, høje drinks, brede øl, minimalistisk techno attitude og kendis-rød-løber-jet-setter-stilen. Jeg er nede med de fede og kører den helt rigtige hipster stil der tiltrækker alle i rummet. Alle kigger efter mig når jeg stiller kloge spørgsmål, og det er mig alle vil diskutere Haneke med over en midnight cap i Kreuzberg. Mit pressekort får mig ind alle steder. Jeg er i himlen. Himlen på jorden – sammen med Clooney, Streep, Swinton og alle de andre. high fives, selfies og curry wurst.

For real
Lad os lige spole tiden lidt tilbage. Min tynde tegnebog og milde flyskræk tvinger mig til at tage bussen bag Hovedbanegården, der tager mig over med Scandlines Gedser-Rostock. En cola zero koster 27,50. Fuck. Jeg vil virkelig gerne have den cola. Ankomsten til Berlin er dog ikke så ringe. Jeg begynder at glæde mig til at komme ned til festivalcentrum og hente min akkreditering og komme til gallapremierer på alle de store film på konkurrenceprogrammet.

Skuffelsen rammer dog tørt og trist da jeg finder ud af at jeg er intet mere end en bottom feeder. Bunden af fødekæden. Mit røde pressekort får mig ikke ind til de store premierevisninger i det dejlige Berlinale Palast, så jeg er henvist til visninger sammen med alle de søde almindelige mennesker der har fundet vej forbi festivalen. Jeg føler mig ligepludselig ikke så vigtig længere. Hvad skal man så se? De fleste visninger er udsolgt og der er kun billetter til “Siv Sover Vilse”. Haps, den snupper jeg.

Det øjeblik du finder ud af du skal se en børnefilm
Jeg tropper pligtskyldigt op til min første visning. Hvorfor er der mon så mange børn? Det øjeblik man finder ud af at den eneste film du skal ind og se den dag er en børnefilm med talende grævlinger, er et håbløst øjeblik. Ikke nok med det, så får jeg også at vide at “Siv Sover Vilse” er overdubbet på tysk med svensk “underlægning”. Heldigvis blev jeg gjort pinligt til skamme. Stemningen blandt de mange børn der var troppet op, for at se en svensk børnefilm de umuligt nogensinde kunne have hørt om var fantastisk fed, og filmen selv var et ordentligt friskt pust. Et charmerende take på den melankoli der kan strømme ind over et barn når det er på besøg hos en ny veninde.

Til trods for den positive overraskelse, så kan jeg dog ikke lægge skjul på min ærgrelse over min første dags begrænsede bedrifter. Heldigvis fik jeg om aftenen rig lejlighed til at gøre op for det forsømte til den danske branches networkingfest. Med FRI BAR. Det er sådan nogle ting man kan snylte sig med til som bottom feeder, og tjuhej for en omgang det blev til. Men det er der vist ikke nogen grund til at gå mere i detaljen med.

Dagen efter stod på to gode og en lunken anbefaling herfra til tre film fra hovedkonkurrencen. “Inhebbek Hedi” og “Midnight Special” fik begge mine to anmeldertommelfingre op, mens “Boris sans Béatrice” var en noget mere lunken oplevelse.

Regner siger “hej” forresten