Den 66. Berlinale er skudt i gang og efter et par dage har Niels oplevet lidt af hvert.
Tålmodighed og et åbent sind. Det er de to ting, man skal væbne sig med, før man drager til en af verdens største filmfestivaler. CPH PIX er et lille spillested på Nørrebro og Berlinalen er Parken. Alle byens mange sale bliver fyldt til bristepunktet og i modsætning til de danske festivaller, skal man helst være ude en dag i forvejen for at sikre sig en plads. At dette gælder hvilken som helst visning – fra de store premierefilm til de små portugisiske nicheproduktioner – varmer ens hjerte. Hvilket der kan være behov for, mens man som forhutlede pingviner stimler sammen i de evindelige køer, der ofte er længere end de røde løbere.
At snurre lykkehjulet
Hvis der er noget, der trænger til en kærlig hånd, er det festivalens informationsdistribution, der bedst kan beskrives som byzantisk. Med et væld af forskellige serier, pressekonferencer og en højst upraktisk insisteren på at veksle mellem engelske og oprindelige titler, kan det være utrolig svært at danne sig et klart overblik over, hvad man kan se, og hvornår man kan se det. Især når man gerne vil i gang med de filmiske sansebombardementer hurtigst muligt.
Så hvorfor ikke bare snurre lykkehjulet og se hvad man får? En masse dokumentarfilm, skulle det vise sig.
På den første dag resulterede det i ordentlig brasiliansk mavepuster. ’Curumim’ tager sit navn efter sin hovedkarakter Marco ”Curumim” Archer – en tidligere hangglider og narkosmugler, der sidder på dødsgangen i et indonesisk fængsel. Der har han kukkeluret i over femten år, mens han venter på det uundgåelige. Han formår dog at få smuglet et kamera ind i cellen, som han deler med fire andre dødsdømte – herunder et par terrorister med en god håndfuld bombeofre på samvittigheden. Filmen består delvist af Curumims hjemmevideoer, som han i et forsøg på at holde fortvivlelsen stangen, bruger sine dage på at lave. Det er bare ærgerligt, at det aldrig rigtig blev så interessant som det lyder.
Ligeledes slukøret var ’City of Jade’. Heri dokumenterer instruktør Midi Z burmesiske jademineres opslidende arbejde i det krigshærgede land, hvor den eneste salve mod militærets tyranni, arbejdets håbløshed, og den knusende fattigdom er billig opium. En stor del af filmen svæver om Zs bror, der netop er en af disse minearbejdere. Det fortælles med megen møjsommelighed i lange og uvævrende indstillinger, og det er på sin vis meget fint omend også ganske forglemmeligt.
Flygtninge og frelsere
Et af det helt store temaer på dette års festival har været den stadige flygtningestrøm fra Afrika og Mellemøsten. Det er så en så gennemsyrende problematik, at man fristes til at rulle med øjnene, når endnu en dokumentar med katastrofen som omdrejningspunkt ruller over lærredet. Hvilket er et passende tidspunkt at tage status over sig selv og ens forhold til den omkringliggende verden. Det bliver jo ikke kaldt vores tids største humanitære krise for sjov, skal man minde sig selv om.
Og der kommer også fantastiske film ud af det.
Den italienske ’Fuocoammare’ står som en af festivalens stærkeste film. Middelhavsøen Lampedusa rummer to verdener. Den ene er som man kunne forestille sig. Det er et lille fiskersamfund, hvor man følger 12-årige Samuele og hans daglige gang med engelsklektier, slangebøsse og øjeproblemer. Den anden er næsten ubegribelig. For Lampedusa ser en konstant tilstrømning af flygtninge, der trodser havet under umenneskelige transportforhold. Redningsaktioner sker på dagsbasis, og den lille rednings- og lægestab på øen gør alt i deres magt, for at få reddet så mange liv som muligt.
Sammenstillingen af disse to verdener, der aldrig rigtig synes at berøre hinanden, er både tankevækkende og forstyrrende. Det virker også helt forrykt at nævne, hvor sjov filmen kan være, når den følger Samuele – i stærk kontrast til flygtningescenerne, der ikke lige lader sig ryste af dagen derpå.
’Fuocoammare’ er en stærk film. Én man nok skal høre mere til.
https://www.youtube.com/watch?v=f8Kc5wy0Rxg