Clooney, Fiennes, Johansson, Brolin, Swinton, Hill og Tatum. De store navne står i kø på rollelisten, men Coen-brødrene formår ikke, at få de mange plot-tråde syet tilfredsstillende sammen.

Coen-brødrene er tilbage. Denne gang skal deres humoristiske skæve stil portrættere det klassiske Hollywood omkring 1950. De store studier har total kontrol over filmproduktionen. Skuespilstjernerne er på fast kontrakt hos studierne, som dermed også sørger for at holde dem ude af problemer. Det job udføres af Eddie Mannix (Josh Brolin) for Capitol Pictures, han sørger for at pressen ikke får nys om de forskellige stjerners skandaler, uanset om det er homoseksualitet, uønsket graviditet eller bare en god gedigen druktur.

Der opstår dog et lidt større problem, da den store stjerne i den episke bibelfilm ”Hil Cæsar” Baird Whitlock (George Clooney) er blevet kidnappet. Studiet mister penge, Whitlock skal findes, og Mannix skal gøre det, samtidig med at han er til stede for at varetage de andre filmstjerners problemer.

For mange sideplots fordærver filmen
’Hil, Cæsar!’ er Coen-brødrenes hyldest til Hollywood, og der gøres kærligt grint med 50’ernes bibelske storfilm, hvor ”Hil Cæsar!” agerer stand-in for ’Ben Hur’ (1959) og ’The Ten Commandments’ (1956). Der er flotte kulisser, masser af statister og den klassiske Hollywood-stemningen er tydeligt til stede.

Men Brødrene Coen stopper ikke ved bibelfilmene, der laves nemlig også homage på forskellige andre genrer fx musical eller det filmatiserede Broadway-drama. Det ender bare også med at blive filmens helt store problem. Alle de forskellige film har minimum en plotline, som vi som tilskuere skal forholde os til. De bliver bare aldrig rigtig forbundet til hovedplottet, og det ender med at give et indtryk af en rodet usammenhængende historie.

I de forskellige sideplots er de højtprofilerede skuespillere som Scarlett Johansson og Ralph Fiennes castet, og de bliver benyttet så lidt, at det er en skam. Når Fiennes f.eks. kun dukker op i to scener, kan jeg ikke lade være med at føle mig en anelse snydt. Jeg begynder at mistænke de herrer Coen for at have castet efter navn og ikke behov i filmen, og det efterlader en lidt bitter smag i munden.

Undervældet
Da jeg forlod biografen, synes jeg ikke, at jeg havde oplevet den klassiske Coen-brødrene stil, som vi kender og elsker. De forskellige bi-karakterer er milevidt i kvalitet fra f.eks. de klassiske bowling venner i ’The Big Lebowski’ (1998). Karaktererne er stereotyper, som ikke får nogen form for dybde, og dermed ender de forskellige sidehistorier også med at blive uengagerende.

Historien om Western-stjernen Hobie Doyle (Alden Ehrenreich) der bliver kommanderet af studiet til at være karakterskuespiller har dog den humor og charme, som de andre historier mangler. Det er som om, at filmen sagtens kunne have nøjes med hans historie som sideplot, da det også til en vis grad forbindes med hovedplottet.

Der stod i mit udleverede pressemateriale, at Joel og Ethan Coen fortalte Clooney, om ideen til den her film før manuskriptet var skrevet. Filmen var endda på IMDB, før manus var skrevet. De to brødre joker derfor lidt med, at de blev nødt til at skynde sig med at skrive manuskriptet. Det var selvfølgelig bare en joke, men jeg håber alligevel, at brødrene Coen bruger lidt længere tid på at skrive næste manus, så de kan nå op på deres sædvanlige niveau.