Når Federico begynder at fotografere verden omkring sig, opstår en rørende og sjov historie om at overkomme sine problemer, hvor store de end er.

Ordet overvægtig er ikke helt dækkende til at beskrive den svært bevægelseshæmmede Federico, for hvem en bevægelse fra sengen og ud i køkkenet er nok til at gøre ham forpustet. Alligevel virker han til at have et glædesfyldt og nærmest barnligt syn på verden og bliver begejstret over de mindste detaljer. Det er også nødvendigt, da der ikke foregår meget i hans liv. Størstedelen af den menneskelige interaktion får han fra sin søster og svoger, som kommer på besøg hver lørdag.

Det er netop denne begejstring for de mindste ting, der ikke bare skaber en automatisk stærk sympati for Federico, men som også sætter plottet i gang. Da Svogeren viser fotografier fra hans og søsterens ferierejse, finder Federico stor glæde – ikke bare i historierne om den umiddelbart rigtig kedelige, almindelige tur, men også i selve fotografierne. Federico beslutter sig for at tage en næsten umulig tur ned til en lokal fotohandler. Først vil han blot fremkalde en række gamle fotografier, men han ender også med at købe et kamera.

Stor livsglæde
Her starter en rigtig sød historie om livsglæde og livsmod, som med næsten total sikkerhed vil få én til at være lidt gladere, når man forlader biografen. ’Walking Distance’ beskæftiger sig med et forholdsvist alvorligt emne i form af denne umulige overvægt, som er meget svær at gøre noget ved, men Federicos søde omend naive gåpåmod kan dog ikke lade være med at vække glæde i én, og man håber virkelig, at det vil gå ham godt.

’Walking Distance’ er en humoristisk film, og man skal ikke være bange for, at den søler i melankoli, til trods for det alvorlige tema. Både Federico, svogeren Ramón og fotohandleren Paulo er utrolig søde og fjollede på hver deres måde, og når de i fællesskab ender med både at dykke ned i fotokunst og Animé, er der ikke langt mellem grinene.

En stor fotograf
Da Paulo deler sin affektion for den japanske mangaserie ’Death Note’ med Federico, læser han dem alle sammen med Ramón, og det er ekstremt nuttet at se på, når de to midaldrende mænd sidder begravet i hver deres tegneserie. Det er dog fotografierne, der fylder mest, og det bliver især vigtigt, da det viser sig, at Federico faktisk har sans for at fotografere, da han kommer ud af sin lejlighed og ikke kun fotograferer sit gulv eller sin telefon.

Filmen trækker lidt ud, og det er måske især fordi, man ved hvilken retning historien vil gå i. Fra det øjeblik, vi møder Paulo, er der ingen tvivl om, at han og Federico kommer til at spille en rolle i hinandens liv, og der er aldrig den store tvivl om, hvilken retning historien vil gå i. Det skal dog ikke forhindre historien i at være rørende og sjov, for den er virkelig begge dele. ’Walking Distance’ er så sød, som den er sjov, og hvis man gerne vil se en feel good-film, som aldrig bliver for melodramatisk, kan det varmt anbefales at opsøge den her.