’Carol’ er sammen med ’Joy’ en af årets mest overvurderet Oscars nominerede film. Det lykkes aldrig helt at få udnyttet alt det potentiale, der ellers ligger gemt i fortællingen.

’Carol’ finder sted i 1950’ernes konservative New York, hvor homoseksualitet stadig blev anset for at være en psykisk lidelse, der kunne kureres med en dygtig og velbetalt psykoterapeut. Carol, der er en velhavende gift kvinde i midt 40’erne, føler sig dog ikke tilpas i dette moralsk konservative univers, hvor det eneste hun virkelig holder af er hendes lille datter. Efter en affære med barndomsveninden Abby indser hun, at hendes elendighed skyldes hendes forsøg på at leve efter samfundets regler, og ikke som hun selv vil – sammen med en anden kvinde. Hun beslutter sig for, ikke længere et undertrykke hvem hun i virkeligheden er og indleder et forhold til den unge Therese. Dette vækker dog ikke blot mishag hos de gamle kvinder i New Yorks gader, men giver også eksmanden ammunition til at forhindre Carol i nogensinde at se deres datter igen.

Når potentiale aldrig bliver til mere end potentiale
Hvis man virkelig vil, kan man sige ufatteligt mange positive ting om ’Carol’. Det er en af få film, der virkelig tør beskæftige sig med et homoseksuelt forhold mellem kvinder – en præmis der stadig den dag i dag gør, at mange amerikanere og konservative folk straks udelukker at se den. Den har to meget stærke kvinder i de bærende roller. Det er en historie om lykken, der kan findes ved frigørelsen fra samfundets normer og forventninger, og viser at vi alle er forskellige individer, der kun selv kan vide, hvad der gør os lykkelige. Den er umådeligt smukt filmet, og specielt kørescenerne og vidunderlige at se på. ’Carol’ virker altså umiddelbart til, på mange måder at være skelsættende og dejligt forfriskende – så hvorfor følte jeg overhoved ikke det?

Misforstå mig ej. Jeg synes, det er umådeligt skønt med en film, der har stærke kvindelige karakterer i førersædet. Det irriterer mig dog gevaldigt at dette medfører, at mændene på bagsædet skal være så frygtligt endimensionelle, overfladiske, direkte uinteressante og usympatiske. Det virker som om, at dette lidt for bevidst er blevet en film om kampen mellem kønnene, hvor den eneste måde kvinderne kan vinde på, er ved total latterliggørelse af mændene. For mig fjerner det en del af filmens charme, for det burde da være muligt at lave en film, hvor stærke kvinder ikke kræver svage mænd, der har overtaget kvindernes stereotypiske rolle i både filmenes og det virkelige samfund, som værende irrationelt drevet af deres følelser. Ironisk nok bruger mændene det meste af filmen på at være enormt ”pigefornærmede”, hvilket gør dem utroligt ligegyldige og irriterende at se på.

”Bare rolig, vi skal nok forklare det for dig.”
’Carol’ er baseret på Patricia Highsmiths’ roman ’The Price of Salt’, og som de fleste andre film, der er baseret på velsælgende roman, medfører dette næsten automatisk, at filmen har et interessant plot og en god fortælling. Manuskriptet bliver dog til tider småakavet, og stort set alt i filmen bliver mindre elegant overforklaret. På et tidspunkt fortæller Therese en ven, at hun ikke kan lide at tage billeder af mennesker, men fortrækker at fotografere genstande. Straks fyrer vennen op for en tale om ”hvordan man ikke selv bestemmer hvad/hvem man er tiltrukket af, nogle mennesker er bare tiltrukket af nogle forskellige ting, men det er der ikke noget galt i, for tiltrækningens kræft er umulig at ændre…”. Denne tydelige analogi for Therese ufrivillige tiltrækning til Carol er så pinagtigt tydeligt at den bliver kikset, og ødelægger lidt filmens ellers høje potentiale for at være tankevækkende. Det er svært for nogle tanker virkelig at blive vækket, når de alle sammen så tydeligt bliver kastet i hovedet på en.

Stopper før legen bliver god
Man kan kaste en del pæne ord efter ’Carol’. Det er en umådelig flot film, der er ikke en finger at sætte på den tekniske side, og hvis man er til stille kærlighedsdramaer og ikke har lyst til selv at skulle konkludere for meget i løbet af filmen, vil man uden tvivl elske ’Carol’ – og det er jeg sikker på at mange mennesker kommer til. Personligt piner det mig blot for meget, at en film, der har så urimeligt meget potentiale til at være fantastisk og skelsættende, ikke tør gå ”all the way” og virkelig udfordre sit publikum. I stedet forbliver den på second base, hvor det lige begynder at blive godt, men i sidste ende er det lidt ligegyldigt og forglemmeligt.

https://www.youtube.com/watch?v=H4z7Px68ywk