Der er mange ting i vejen med ’Allegiant’, men jeg har en klar følelse af ønsket om at lave en god film.

’Allegiant’ er den tredje film i ’Divergent’-serien, så lad mig starte med at være ærlig. Jeg har ikke set de to første film, og jeg har ingen intention om at se dem efter dette magtværk. Ej heller har jeg tænkt mig at se den fjerde, men jeg havde det ikke desto mindre nogenlunde let med at følge med.

Det kan være svært at redegøre for hele plottet i ’Allegiant’, da det virkelig er rodet. Der er genmanipulation, der er borgerkrig, der er sekulære samfund og de nye samfund uden for Chicago. Jeg vil ikke sige, at det hele giver mening, når man ser filmen, men det er let nok at følge, da de fleste emner bliver reduceret til detaljer, der egentlig ikke betyder det store.

Den vigtigste del af filmen er det nye samfund uden for Chicago. Det er ledet af David (Jeff Daniels), og de ønsker ikke andet end verdensfred. Alt ser godt ud, men kan man stole på dem? Størstedelen af filmen foregår i dette nye samfund, mens Chicago er ved at gå fra hinanden i en optrappende borgerkrig.

Prioriterent
Det er problematisk for mig, når en borgerkrig – en situation, hvor venner dræber venner, og blod knækker kærlighed – bliver en sekundær plotlinje, som virker mindre central, end hvor vidt Jeff Daniels har rent mel i posen eller ej. Jeg kan ikke sige, hvor vidt Evelyn og Johanna, som er ledere for hver deres fraktion i borgerkrigen, har været sat op som ordentlige karakterer i de tidligere film, men i denne var de reduceret til flade klichéer, som jeg hverken havde forståelse eller sympati for.

For mig var hovedplottet også uinteressant, fordi jeg aldrig et øjeblik var i tvivl om, hvem man kunne stole på. David oser af kynisk leder, og jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at nogen ser filmen og tænker ”næh, hvor virker han dog som en sympatisk mand. Ham stoler jeg på”. Det eneste, der gør plottet en smule interessant, er Shailene Woodley, som faktisk er rigtig god som filmens hovedperson Tris.

Udførslent
Det er måske primært, fordi Tris faktisk er en veludfoldet karakter, men jeg har en klar følelse af, at man virkelig har forsøgt at lave en god film. Jeg føler ikke, at filmen kun er lavet for at ride ”young adult”-bølgen og tjene lidt ekstra, selvom det selvfølgelig er en motivation. Der sker en helt masse, og filmen forsøger virkelig at få mig investeret i, hvor vidt der udbyder borgerkrig, og hvor vidt Four og Tris ender med at finde sammen. Det er bare ærgerligt, at det hele er så dårligt udført.

Med undtagelse af Shailene Woodley er der ikke nogen, der gør det rigtig godt. Jeg er stor fan af skuespillere som Naomi Watts og Miles Teller, men i denne film er de begge næsten lige så fri for personlighed som filmens computergrafik. Al CGI ligner noget, jeg kunne have lavet i Photoshop. Det er simpelthen grinagtigt dårligt, og det fjerner fuldstændig spændingen fra diverse actionscener, når en bil begynder at ligne papirklip.

Styrkent
’Allegiant’ har næsten kun svagheder, men den har dog én styrke, som overgår både ’Hunger Games’ og ’Harry Potter’-serien. Til trods for at ’Allegiant’ er blevet delt i to ligesom alle andre ”Young Adult”-film, føles hele filmen faktisk helstøbt. Det føles som om, der er et plot, der startes og afsluttes i løbet af filmen, og man er ikke nødt til at se den næste, for at det bare hænger nogenlunde sammen. Det er mere, end man kan sige om ’The Hunger Games: Mockingjay Part 1’, selvom det ikke er nok til at kalde ’Allegiant’ en god film.