’Batman v Superman’ er fuldstændig ligeså åndssvag som titlen antyder. Det er klart efter at have set dette clusterfuck af en actionbasker, at ”less is more” officielt er på retræte, og modus operandi uden tvivl er; jo større desto vildere. Alligevel har det nyeste skud på heltestammen alligevel en ting eller to at byde på.
Sidste gang jeg stiftede bekendtskab med manden af stål i ’Man of Steel’ var det en skuffende oplevelse. Dengang var det eneste lyspunkt Kevin Costner i rollen som Clark Kents ærkeamerikanske far og med udsigten til endnu en omgang ligegyldig action – nu uden Costner – var forventningerne til Zack Snyders nye film om den polerede frelser temmelig lave. Heldigvis får Superman følgeskab af den kappeklædte flagermus med det borgerlige navn, Bruce Wayne.
Gotisk mystik med Ben Affleck
Ben Affleck har overtaget den forældreløse hævners trikot, som sidst prydede Christian Bale i Christopher Nolans ’Dark Knight’ trilogi. Men det er en noget anden Batman, vi har med at gøre. Dette er en mere dyster Batman uden skrupler mod at slå håndlangere ihjel for et godt ord, og det er en Batman med et stort ødipuskompleks. Ben Afflecks Batman vækker flere minder om 90’ernes tegnefilm, der kørte i Snurre Snups Søndagsklub end til Nolans filmtrilogi. Således får man billedet af et Gotham, som et dystert gotisk hjemsted for alskens kriminelt kryb, hvilket giver en fin modpol til Metropolis’ kliniske gader og bygninger. I Gotham finder vi undergrundens afskum, mens i Metropolis lurer faren fra psykotiske forretningsfolk.
En af disse megalomaner er selvfølgelig Lex Luthor, der spilles rigtig fint af en utilregnelig Jesse Eisenberg, som med sine snu planer får iscenesat århundredets største gladiatorkamp imellem Gud (Superman) og mennesket (Batman). Luthor drager fordel af en voksende mistro til Superman, og den magt han holder over klodens befolkning til at fremprovokere en modreaktion fra filantropiske typer som Bruce Wayne, der bestemt ikke bryder sig om folk, som gør sig selv til herre over andre menneskers liv.
Et andet monster end Marvel
Denne snu iscenesættelse fungerer faktisk rigtig fint. I modsætning til Marvel-universets utallige installationer, prøver ’Batman v Superman’ (med al respekt) ikke blot at give publikum en omgang ”cheap thrills” pakket med platte jokes. Tværtimod så tager Zack Snyder og DC Comics sig selv utroligt alvorligt, og det er både en styrke og en svaghed. Det er en styrke når man vælger at lave denne dystre, gotiske version af Batman, men det er en svaghed, når man får ham til at vende traktordæk, som en anden Vesterbro-crossfitter uden et glimt i øjet. Filmens gennemgående tema, om Superman er en gud eller en djævel, tages dog bundalvorligt, og er tydelig igennem filmens visuelle virkemidler, der til tider sår tvivl om hvorvidt vi har brug for en Superman og om han overhovedet er så super endda. Zack Snyder og co. skal have stor respekt for ikke at tage let på deres kildemateriale – i hvert fald i filmens første to tredjedele!
Den fejlslagne slutning (igen)
Hvis der er noget, der er symptomatisk for begge Snyders film om Superman, så er det en fuldstændigt manglende evne til at lave en vellykket afslutning, som ikke blot munder ud i et CGI helvede med eksplosioner og masseødelæggelser, der gør det svært at retfærdiggøre superheltenes eksistensberettigelse. Helt seriøst, Metropolis burde ligge permanent i ruiner! Det er mig komplet uforståeligt, hvordan folkene bag filmen har godkendt en så middelmådig afslutning på en film af ellers forholdsvis høj kvalitet. Ja, filmens præmis er åndssvag, og indeholder komplet åndssvage scener, som når Superman har fået nok og bestiger et bjerg for at komme lidt væk, og hvem skulle han ellers møde på toppen end sin jordlige (og afdøde) far Jonathan Kent – den almægtige Kevin Costner. Derfra, og så til bogstaveligt talt at snotte publikum i hovedet med en kedelig øjebæ af en slutning, er der dog langt.
En mand vi kan li’
Jeg kan ikke lide Superman. Jeg kan virkelig ikke lide Superman. Jeg kan godt lide Batman. Jeg kan virkelig godt lide Batman! At Batman bliver føjet til universet giver filmen en smule ekstra for mig personligt, som i øvrigt synes at Ben Affleck er helt fin som Bruce Wayne og maskeret selvtægtsmand. Batmans udtryk og tone er endda blevet ændret, så den på ingen måde skal forsøge at konkurrere med ’The Dark Knight’ trilogien, men i stedet søger at redefinere hvad Batman også kan være – og jeg kan faktisk godt lide det.
Når det er sagt, så kan jeg sent lægge det rædsomme clusterfuck af en slutning på bag mig. Hvis ’Batman v Superman’ brugte lidt mere tid på sine karakterer end på ligegyldige actionsekvenser, kunne den måske ligefrem være en god film. Men det gør den ikke, så det er den ikke.