Når det kommer til berettermodellen er sportsfilm en garanti for slavisk overholdelse af dens forskrifter. ’Eddie the Eagle’ er ingen undtagelse, hvorfor den må forsøge at charmere sig fra at være blot endnu en dogmatisk sportsfilm.

Det er ikke altid let at være olympisk sportsudøver. Det er især ikke let, når man hverken er genetisk disponeret til livet som atlet, eller når ens omgivelser bliver ved med at prøve at overtale en til at blive murer i stedet. Og hvad gør man så, når ens største drøm er at blive indskrevet i olympiadens annaler – koste hvad det vil? Man finder selvfølgelig den mest hovedløse disciplin, som ingen andre i din nation dyster i, og gør dig lige akkurat god nok til få en invitation af den olympiske komité. Det er lige præcis hvad Eddie ’The Eagle’ Edwards gjorde tilbage i slutfirserne, hvor han med sine elendige resultater ved legene i Calgary i 1988 tog hele den skihopelskende verden med storm.

Det handler ikke om at vinde
Det er den klassiske underdog-historie vi får serveret i ’Eddie the Eagle’, med den unge småudfordrede Eddie, som stædigt insisterer på en deltagelse ved de olympiske lege mod alle odds. Det bliver malet ud over skærmen, streget under med tykt, råbt i megafonen, SKREVET I ALL CAPS, at du lige nu sidder og ser en klassisk sportsfilm, med alt hvad det indebærer fra motivation og udfordring til medgang og modgang, der selvfølgelig koges sammen i en montage ca. halvvejs igennem filmen. Det hele gøres dog med et kækt glimt i øjet, og med Hugh Jackman og Taron Egerton i de bærende roller, som med utrolig plat fremførsel får ’Eddie the Eagle’ til at føles som grænsende til spoof.

Det handler om skihop
’Eddie the Eagle’ er så selvbevidst om sin genre og ikke mindst sit indhold, som de fleste nok ikke har et større forhold til end turen på sofaen d. 1. januar, at man bliver lidt i tvivl om hvorvidt den gerne vil tages seriøst eller ej. ’Eddie the Eagle’ lugter i det hele taget rigtig meget af producer Matthew Vaughns tidligere film (Kingsman, Kick Ass), men i modsætning til disse, virker ’Eddie the Eagle’ mere sentimentalt knyttet til sin hovedkarakter, og således ender den med at synes mere som et regulært sportsdrama end en langefinger til genren.

’Eddie the Eagle’ balancerer på en knivsæg imellem at være en komplet fjollet komedie og så den mere regulære sportsfilm. De komiske elementer er dog altovervejende, og det gør filmen mere end blot tålelig som hyggelig biografunderholdning, med flere utroligt morsomme scener. Det er især den voksende stjerne Taron Egerton, der gør ’Eddie the Eagle’ til en charmerende komedie, og selvom filmen ikke brænder sig fast på nethinden, så lur mig om Egerton ikke vinder publikums hjerter, ligesom den rigtige ørn gjorde det dengang i 1988 i Calgary.